Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel-træner ser frem til lokalbrag: Bliver nogle fede kampe

De kommende Superliga-kampe for Vendsyssel er mod AaB, og cheftræner Jens Berthel Askou ser frem til møderne med de nordjyske rivaler.

Superligaen går ind i en spændende tid med masser af kampe, og der kommer også kampe, hvor det ikke kun er de tre point, der er på spil, men også håneretten mod lokalhold.

Sådan er det for eksempel, når Vendyssel FF og AaB mødes lørdag, og det bliver til en dobbeltforestilling, for de to klubber mødes igen midt i næste uge, denne gang i Aalborg.

Vendsyssel-træner Jens Berthel Askou ser frem til kampene mod AaB.

- Det bliver nogle fede kampe. I hvert fald for os er der meget på spil, og det burde der også være for AaB. Vi glæder os sindssygt meget til de kampe, hvor målet først og fremmest er at få en del point. Vi har spillet to tætte kampe mod dem, hvor det ene endte med et nederlag, hvor vi kunne have vundet, og den anden endte med en sejr, hvor vi kunne have smidt point. Vi har holdt øje med deres form på det seneste, og vi har kigget på vores egen, og vi tror på, vi kan drille dem, siger Jens Berthel Askou til tipsbladet.dk og forklarer:

- Og så er det jo et nordjyske lokalderby - der er mange, der har relationer begge klubber, så det giver noget ekstra. Det er to af de kampe, hvor der har været mest liv omkring kampene, så det glæder os til.

Der skal gerne point på kontoen for Vendsyssel, der aktuelt bare er et point foran Hobro IK i kampen om at undgå at blive firer i puljen. Bliver man firer, spiller man playoffkamp om direkte nedrykning mod den anden firer. Ender man tre, spiller man playoff om helt at styre fri af nedrykning. Der er stor forskel på de to kampe.

- Første delmål var ikke at blive sidst grundspillet, og det lykkedes vi fint med. Nu handler det om at holde fast i vores position, og vi går efter at vinde de sidste fire kampe. Vi skal holde Hobro bag os, og vi går efter tre point på lørdag, så Hobro kommer under pres. Man kan også se på vores præstationer, at vi pakker ikke os, siger Jens Berthel Askou.

Mens Vendsyssel altså møder AaB i de to kommende kampe, er Randers modstanderen for Hobro de kommende kampe. Hobro og Vendsyssel mødes i runde 31 i Hobro, og den kamp kan måske ende med at blive afgørende.