Video : Tipsbladet
Superliga

AC Horsens kan sikre overlevelse: Vi skal satse alt på at få en sejr

AC Horsens vil satse alt for at hente en sejr over SønderjyskE søndag, forsikrer Bo Henriksen.

AC Horsens har været inde i en dårlig stime i foråret, hvor det ikke er blevet til en sejr siden midten af februar, men det vil cheftræner Bo Henriksen ændre på søndag.

Søndag eftermiddag tager AC Horsens nemlig imod SønderjyskE i næstsidste spillerunde af nedrykningsspillet, og hvis værterne henter tre point i det opgør, sikrer de sig nemlig overlevelse i Superligaen.

Af den grund vil Bo Henriksen satse alt på at få sejren i hus, forklarer han til Horsens Folkeblad.

- Vi kan afgøre det hele med en sejr. Hverken Vejle eller SønderjyskE kan afgøre noget i denne runde. Det er derfor, at vi skal satse alt på at få en sejr, og så kan det selvfølgelig godt være, at vi tager det ene point, hvis der står 0-0 efter 87 minutter, siger Bo Henriksen.

Et point kan dog også vise sig at være nok til at sikre overlevelse i Superligaen. Det vil dog kræve, at Vejle Boldklub ikke besejrer AGF søndag aften. I så fald vil AC Horsens nemlig være fire point foran SønderjyskE og mindst fem point foran Vejle Boldklub med en runde igen.

I nedrykningsspillets pulje 1 har AGF allerede sikret sig førstepladsen.