Video : Tipsbladet
Superliga

Boost til Hobro: Alsidig forsvarsspiller er tilbage fra skade

Forsvarsspiller Frans Dhia Putros er tilbage for Hobro IK, og han kan se frem til to altafgørende kampe.

Han har siddet ude hele foråret og har således ikke kunnet hjælpe Hobro, der endte sidst i gruppespillet pulje 2, men nu, i nødens stund, vender den irakiske landsholdsspiller Frans Dhia Putros tilbage til truppen i Hobro.

Dermed får Peter Sørensen tiltrængt forstærkning til den defensiv, der i hvert fald i første møde mod Vejle er uden forsvarsspiller Yaw Amankwah, som må sidde ude med karantæne.

Putros var mandag med i en reserveholdskamp for Hobro, og dermed kan han nå at få form og kamp i benene, inden det første af to møder mod Vejle spilles den 12. maj.

- Det har været nogle meget frustrerende måneder, fordi lyskeskaden har været svær at behandle, så den har nærmest bare skulle gå i sig selv. Men den seneste uge er det lige pludselig gået rigtig hurtigt med fremgangen, og nu fik jeg da en time i benene i dag (i går, red.), siger Frans Dhia Putros til Nordjyske.

Putros har ikke spillet en gældende kamp siden i starten af januar, hvor han var med Irak til Asian Cup.

Taberen af det samlede opgør mellem Hobro IK og Vejle Boldklub rykker direkte ud af Superligaen - vinderen går derimod videre i systemet og møder nummer to fra NordicBet Ligaen om en plads i næste sæsons Superliga.