Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-chef fastslår: Skov Olsen ikke med i debut

Andreas Skov Olsen er ikke en del af det FC Nordsjælland-mandskab, der tager hul på Superligaen.

Der har været masser af rygter om Andreas Skov Olsen denne sommer, og nu ligner det, at hans fremtid er ved at komme på plads.

Det ombejlede talent har været til lægetjek i Bologna, men nu holder han selv igen for lige at have tid til at tænke sig om, hvorvidt det er det rigtige skifte.

Derfor er Andreas Skov Olsen stadig at finde i FC Nordsjælland, men han kommer ikke i aktion, når de i weekenden åbner Superligaen mod AC Horsens.

- Nej, Andreas Skov Olsen er ikke med hos os på søndag. Vi har i sommer solgt Karlo Bartolec og Victor Nelson til FC København og Mads Pedersen til Augsburg, og vi forventer også, at Andreas Skov Olsen tager til Barcelona (det er formentlig en tale- eller skrivefejl. Han er på vej til Bologna, red.), men det bekymrer os ikke. Det er det, vi betragter som helt normalt i FC Nordsjælland, siger Flemming Pedersen til Horsens Folkeblad.

Andreas Skov Olsen nettede 22 gange i sidste sæson.