Marcus Ingvartsen blev aldrig en succes i belgiske KRC Genk efter skiftet fra FC Nordsjælland i 2017, og efter to sæsoner med begrænset spilletid drog danskeren videre denne sommer.
Den 23-årige angriber har skrevet under på en treårig aftale med Bundesliga-oprykkeren Union Berlin, og ambitionen med det skifte har primært været at få spilletid. Det fortæller han i et interview med lokalmediet Berliner Kurier.
- Selvfølgelig kom jeg hertil med ambitionen om at spille. Jeg vil gerne vise det nu. Men jeg vil ikke skabe problemer i holdet, hvis jeg ikke spiller. Jeg vil arbejde for min chance, fortæller Marcus Ingvartsen.
Der kommer imidlertid til at være hård kamp om pladserne i Union Berlin. Foruden Ingvartsen har klubben også hentet Anthony Ujah i Mainz 05, mens de fortsat råder over Sebastian Andersson og Sebastian Polter, der scorede henholdsvis 12 og ni mål i 2. Bundesliga i sidste sæson.
Union Berlin indleder sæsonen mod Halberstadt i DFB Cup den 11. august, og de møder RB Leipzig i den første runde af Bundesligaen efterfølgende.