Oprykningsbejlerne fra Viborg FF slog fredag aften FC Roskilde i premieren af NordicBet Ligaen. Lars Kramer, Frederik Brandhof og Jeff Mensah lavede målene i 3-0 sejren.
Viborg FF led en grum skæbne i slutningen af sidste sæson, da oprykningen til Superligaen endnu en gang mislykkedes. Det har betydet, at holdet har skiftet træner, så det var den nye træner Jacob Neestrup, der stod i spidsen til dagens kamp.
FC Roskilde havde en tumultarisk afslutning på sidste sæson med en truende konkurs og matchfixing-anklager, men de fik ikke den start på den nye sæson, som de havde håbet på.
Ti minutter inden pausen i fredagens opgør kom FC Roskilde bagud. Den nye, hollandske forsvarsspiller Lars Kramer sendte således hjemmeholdet fra Viborg i front. Fem minutter efter pausen blev det 2-0 ved Frederik Brandhof.
Med ti minutter tilbage af kampen lukkede og slukkede hjemmeholdet kampen, da Jeff Mensah gjorde det til slutresultatet 3-0.
Dermed fik Viborg FF en perfekt start på den nye sæson. De møder i næste runde Hvidovre på udebane.