Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - AaB

Det går nærmest aldrig godt for AaB på udebane mod FC København, men måske er det lige netop nu, at nordjyderne kan bryde forbandelsen mod de danske mestre? Løverne har i hvert fald haltet indtil videre i foråret.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Jakob Kehlet 
På TV: 3+
Hashtag: #fckaab #sldk

Holdnyt:
FC København:
Efter to udekampe i træk er FC København endelig tilbage i egen hule, og det er de med sikkerhed glade for. Dels er det gået virkelig dårligt på udebane mod Esbjerg og Silkeborg, dels er det meget rart ikke at skulle på fremmed græs efter en europæisk midtugekamp i Glasgow, og dels er FC København Superligaens bedste hjemmehold i denne sæson med ni sejre og én uafgjort i 10 kampe.

FCK har det traditionelt godt på hjemmebane mod AaB, og løverne har da også hårdt brug for en sejr efter de to fiaskoer mod bundholdene. FC København er i overhængende fare for at se FC Midtjylland stryge af sted og afgøre det danske mesterskab tidligere, end nogen kunne have forestillet sig.

Ståle Solbakken var vred over præstationen mod Esbjerg fB, men overordnet tilfreds mod Silkeborg IF. Løverne skabte nok chancer til at vinde over oprykkerne, men hjemmeholdet havde bestemt også sine muligheder i kampen.

De danske mestre kommer til opgøret med en sand succesoplevelse i bagagen, efter man torsdag slog Celtic ud af Europa League.

Skadeslisten i FC København tæller Jonas Wind, Nicolai Boilesen, Robert Mudrazija og Viktor Fischer, mens Mikkel Kaufmann måtte udgå mod Celtic og ventes at være ude lidt tid. Dermed kommer han ikke i aktion mod sine tidligere holdkammerater. Også Pierre Bengtsson har pådraget sig en skade siden Celtic-kampen og er ude af opgøret. 

AaB:
Foråret kunne ikke være startet bedre set med nordjyske fodboldbriller.

Premieren kastede en pligtsejr over Silkeborg IF af sig, mens seneste runde bød på en dejlig 3-2-sejr over rivalerne fra Brøndby IF. I øvrigt i en fantastisk kamp på Aalborg Portland Park.

De to sejre har givet AaB et solidt rygstød i kampen om top seks.

Men nu venter den absolut sværeste kamp i sæsonen. AaB er traditionelt et af de bedre hold i dansk fodbold, men her er holdets udebanestatistik i Superliga-regi i Parken; AaB har ikke vundet siden 2007, de seneste 18 kampe har kastet tre ud af 54 mulige point af sig, og målscoreren er på minus 41. 

Det virker håbløst på forhånd.

Kasper Kusk vender tilbage fra karantæne og kan dermed starte inde på sin tidligere hjemmebane. Lukas Klitten, Kristoffer Pallesen og Kasper Pedersen er ude med skader. 

Karantæner:
FC København: Ingen
AaB: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Johnsson - Varela, Nelsson, Bjelland, Oviedo - Biel, Stage, Zeca, Falk - Santos, N'Doye

AaB (4-3-3): Rinne - Kristensen, Thelander, Okore, Ahlmann - Fossum, Christensen, Olsen - van Weert, Kusk, Andersen

Profilen:
Pep Biel har ikke haft meget succes i FC København indtil videre, men torsdag leverede han en rigtig god indsats og scorede målet til 2-1 mod de skotske mestre fra Celtic. Det mål kan han bruge som en kickstart på karrieren i København, for han mangler at vise, at han er alle de mange penge værd. Talentet har man kun set i glimt.

Vidste du, at..:
Der er en enkelt spiller tilbage i AaB-truppen, som var med, da nordjyderne senest vandt en Superliga-kamp i Telia Parken. I 2-1-sejren i maj 2007 blev Patrick Kristensen sendt i aktion i stedet for Siyabonga Nomvethe til de sidste 20 minutter af kampen og var med til at køre sejren i hus. Jeppe Curth og Rade Prica scorede for AaB, mens Tobias Linderoth fandt vej til netmaskerne for FCK.

Dom:
FC København har skuffet så markant i de første to kampe, at selv AaB må have en tro på, at de kan vinde i Telia Parken. Det har Jacob Friis' mandskab indiskutabelt kvalitet nok til, men statistikken må sidde i baghovedet, og det er ikke en rar tanke. Det skal nok blive en underholdende kamp søndag aften, og vi skyder på en 2-1-sejr til FC København.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Optakt: AC Horsens - Randers FC

Læs også:Optakt: OB - Silkeborg IF

Læs også:Optakt: AGF - Hobro IK

Læs også:Åge Hareide er årets træner i Danmark

Læs også:Andreas Skov Olsen er Årets Talent i Danmark