Video : Tipsbladet
1. division

Roskilde-spillere renset: Spillerforeningen stikker til DIF

Der rejses ingen sigtelse mod tidligere- eller nuværende spillere i FC Roskilde for matchfixing. Spillerforeningen kalder hele forløbet for uskønt.

Ekstra Bladet kunne onsdag afsløre, at alle nuværende- og tidligere spillere i FC Roskilde er fuldstændig renset for mistanke om matchfixing. Anklagerne kom fra klubbens tidligere cheftræner Christian Lønstrup tilbage i sommeren 2019, og siden har politiet efterforsket sagen.

Nu er der sat et endegyldigt punktum. Politiet kan ikke rejse beviser for, at nogle i FC Roskilde har forbudt sig mod reglerne om matchfixing.

Det vækker naturligvis glæde i Spillerforeningen, der er fodboldspillernes fagforening. Michael Sahl Hansen, der er administrativ chef i Spillerforeningen, ser tilbage på et forløb, der efter hans mening på mange måder har været uskønt.

Michael Sahl Hansen langer især ud efter DIF, Danmarks Idrætsforbund.

Læs også:Politiet dropper sag om matchfixing i Roskilde

- Det har været en stor belastning for spillerne at have haft en så alvorlig anklage hængende over hovedet. Det er jo en anklage, som er potentielt karrieretruende. Det er voldsomt ubehageligt og kan have store konsekvenser, siger Michael Sahl Hansen og fortsætter:

- Det er jo det helt fundamentale for en atlet, at man kæmper for at vinde og ikke snyder med doping eller matchfixing. Først droppede DIF sagen, og nu har politiet gjort det samme, så det betyder altså, at de her spillere er fuldstændig renset, selv om de aldrig nogensinde har været hverken anklaget eller sigtet. Det er vigtigt at slå fast.

- Det er stærkt problematisk, at sager som denne i praksis undersøges og håndteres af DIF ud fra en præmis om omvendt bevisbyrde, og at en samlet spillertrup mistænkeliggøres uden nogen konkrete beviser. Og det er endnu mere problematisk, at DIF i sine undersøgelser via trusler om sanktioner forsøgte at presse samtlige spillere til at give DIF indsigt i både spillernes og deres partneres private forhold, siger Sahl Hansen og fortsætter.

- Når det gælder sager om matchfixing, hvor der er direkte sammenhæng mellem sportens egne sager og mulige straffesager, bliver DIF og specialforbundene simpelthen nødt til at anerkende og håndhæve de helt basale retsprincipper, som vi også kender dem fra strafferetten. Og det er ganske enkelt ikke sket i denne sag.

Læs også:DIF: Spillerforeningen modarbejdede matchfixing-undersøgelse

- Sagens forløb udstiller, at det interne retssystem, som DIF har etableret, simpelthen ikke er egnet til at håndtere en sag som denne. Det krænker spillernes rettigheder og kan ikke håndtere de enorme risici – både personlige og karrieremæssige – der er forbundet med at blive mistænkt i sager som denne.

- Det skaber ganske enkelt mistillid til systemet og retssikkerheden hos spillerne og os i Spillerforeningen, når sagerne efterforskes af DIF’s administration på baggrund af DIF’s egne regler, og når eventuelle sager så tilmed vil blive rejst for interne organer nedsat under DIF. Populært sagt har DIF som organisation alle kasketterne på som både lovgivende, dømmende og udøvende magt – uden i øvrigt i processen at anerkende og involvere Spillerforeningen som spillernes repræsentant, når reglerne skal udfærdiges, eller når de dømmende organer skal nedsættes.

- Vi håber nu, at vi med forløbet og resultatet i denne sag en gang for alle har fået syn for sagen på, at der er et akut behov for, at DIF og de øvrige specialforbund tager initiativ til, at vi alle sammen sætter os ned og får kigget grundigt på, hvordan der kan etableres et domstolssystem på sportens område, som både er og opfattes som uafhængigt, upartisk og retssikkerhedsmæssigt i orden. Den proces vil vi fra spillersiden meget gerne deltage i.

- Et af de store problemer i hele den her sag er, at DIF har været meget åbenmundede i hele forløbet. Vi ønsker, at der er et rum for fortrolighed uden behov for at delagtigere oplysninger med medierne, når sådan en undersøgelse pågår. Under den nuværende arbejdsgang lider de, der bliver undersøgt og frikendt. Det har været tilfældet her, at nogen, der aldrig har gjort noget som helst forkert samt deres partner, har været under en meget alvorlig anklage, slutter  Michael Sahl Hansen.

Ingen af de - nu forhenværende - mistænkte FC Roskilde-spillere har foreløbig valgt at stille sig frem i offentligheden. 

Læs også:FC Roskilde-ejer om matchfixing-sag: Det er et mareridt

Læs også:Lønstrup tror flere er involveret i matchfixingsag: Sandheden skal nok komme ...

Læs også:Spillerforeningen: Intet tyder på, at FC Roskilde-spillerne har gjort noget galt