Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-profil rygtes til Porto: Modsat andre er vi ikke tvunget til at sælge

FC Midtjylland har så mange penge i banken, at klubben ikke behøver sælge. Heller ikke Evander, som FC Porto ellers skulle være interesseret i.

Hvis FC Porto eller andre vil hente Evander, skal de have en check med plads til mange nuller klar. Sådan lyder budskabet fra FC Midtjyllands administrerende direktør, Claus Steinlein.

Klubben har groft sagt ikke brug for pengene fra et salg, så med mindre de bliver så store, at Steinlein og co. ikke kan sige nej, vil de hellere holde på pengene og spillerne. For nu skal FC Midtjylland snart i et europæisk gruppespil igen.

- Der skal et ekstraordinært godt tilbud til, før vi overhovedet vil overveje at sælge. Vi står i en stærk situation økonomisk i klubben, så i modsætning til andre klubber er vi ikke tvunget til at sælge. Vi vil holde sammen på truppen, så der skal ske noget helt ekstraordinært, hvis vi skal sælge, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk.

Læs også:Avis: Storklub følger FC Midtjylland-stjerne tæt

FC Midtjylland har i de to seneste regnskaber lavet lidt over 120 millioner kroner i overskud samlet set. Det har altså efterladt lidt på klubkontoen, selv om coronakrisen har været hård ved dansk og international fodbold.

At FC Porto er interesseret i Evander, fremførte A Bola i slutningen af maj. Dengang skrev den portugisiske avis, at Porto var klar til at betale 60 millioner kroner for FC Midtjylland, og at klubben håbede, at coronakrisen havde fået prisen til at falde.

Læs også:FCM-stjerne rygtes til storklubber: Er glad for de spørger til mig

I februar sagde FC Midtjylland-formand Rasmus Ankersen nemlig, at han håbede at få en noget højere pris for Evander.

- Han kan måske godt blive klubbens rekordsalg, og så snakker vi på den anden side af de 100 millioner kroner. Hvis den rigtige klub kommer på banen og vil have ham, kan prisen gå op. Vi lader ham i hvert fald ikke gå billigt, lød det fra Ankersen.

FC Midtjylland har kontrakt med Evander til 2024, så klubben er ikke tvunget til at sælge endnu for at få en høj pris for brasilianeren.

Læs også:Zeca roser FC Midtjylland-stjerne: Han kan blive god for FC Porto

Læs også:Superliga powerranking: Optur i Århus, nerver før derby og bunddramaer

Læs også:Superligaens bedste: FCN-profil alene på førstepladsen