Video : Tipsbladet
Superliga

Viktor Fischer træner med igen: Nu skal jeg bygge på

FC København-stjernen er tilbage på træningsbanen, men det er endnu uvist, hvornår han er kampklar igen.

Viktor Fischer spillede blot tre gange i løbet af foråret og i midten af juni måtte den 26-årige kantspiller også lade sig operere som følge af en skade.

Men nu er han igen tilbage på træningsbanen sammen med sine holdkammerater i FC København. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Læs også:Rasmus Falk på landsholdet: Vi har alle set hans potentiale

Selvom Fischer er tilbage på træningsbanen, er det endnu uvist, hvornår han er klar til kamp, og det vides altså heller ikke, om Ståle Solbakken kan sende ham i aktion, når FC København indleder Superliga-sæsonen mod OB den 13. september. 

- Jeg håber at være kampklar så hurtigt som muligt. Nu skal jeg bygge på i holdtræningen og finpudse det vigtigste, og jeg bliver forhåbentlig stærkere og stærkere for hver dag. Én ting er hårde øvelser alene, men det er noget helt andet og mere krævende at kunne at spille bold sammen med de andre. Så vi må se, hvordan det går. Jeg er bare glad for at være på græs med gutterne igen, siger Viktor Fischer til fck.dk.

Læs også:FC København-reserve har mistet pladsen på landsholdet

Lige nu glæder kantspilleren sig blot over at være tilbage på træningsbanen og spilled med holdkammeraterne.

- Det er bare fedt at være med igen. Jeg har arbejdet hårdt for kunne være med til at træne på lige fod med de andre. Det er bare en helt anden følelse at være med omkring holdet igen, i forhold til at træne for sig selv sammen med en fysioterapeut. Og jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at spille igen og være med til at gøre en forskel for holdet, siger Viktor Fischer.

Selvom han stort set ikke spillede i foråret, nåede Viktor Fischer at repræsentere FC København 33 gange i sidste sæson med fire mål og 10 oplæg til følge. 

Læs også:Claus Steinlein før CL: Har ikke været gode nok til at skaffe klubpoint