Video : Tipsbladet
Superliga

FCK har organisationen på plads: 26-årig afløser Johan Lange

FC København har fundet Johan Langes afløser internt i klubben.

FC København har udpeget afløseren for Johan Lange, der er taget til England og et job som sportsdirektør i Aston Villa. 

De danske vicemestre har udpeget 26-årige Frederik Leth som ny Teknisk Direktør.

På trods af sin unge alder, har Frederik Leth været tilknyttet FC København siden 2012, hvor han begyndte i talentafdelingen. Han har blandt andet arbejdet som teknisk scout og senest Head of Scouting and Analytics.

Nu får han én af de absolutte topposter i FC København.

Læs også:Sæson-spilforslag til Superligaen: Fischer, Wilczek og AGF i problemer?

- Jeg er meget stolt over, at jeg bliver vist den her tillid, og jeg ser frem til den store udfordring, der ligger i rollen. Heldigvis er klubben fuld af dygtige mennesker, som jeg kan arbejde sammen med og sparre med i det daglige, siger Frederik Leth i en pressemeddelelse.

- Vi har taget store skridt i forhold til at arbejde mere struktureret og analytisk i de senere år, og det er et område, vi skal arbejde videre med, da mulighederne konstant udvikler sig. Vi har en ambition om at spille med de bedste i verden, og det skal vi også kunne i organisationen omkring holdet og i vores arbejde med at identificere de rigtige spillere til holdet.

Ståle Solbakken er glad for, at Frederik Leth har takket ja til udfordringen.

- Det her er en meget, meget vigtig og central position og ansættelse for os. Frederik er utroligt stærk analytisk og et meget begavet menneske, og det er ikke for sjov, at han internt har kaldenavnet ”The Brain", siger den norske manager.

Læs også:Træner-karrusellen: Så længe har Superliga-trænerne været i jobbet

- Frederik kender klubben ned til mindste detalje efter mange år i først Talentafdelingen og siden i Scoutingafdelingen, som han har været nøgleperson i at udvikle, senest som leder af afdelingen. Den rolle har også gjort ham til en integreret del af vores beslutninger og udvikling fra Talentafdelingen op til Førsteholdet, og han har været en nøgleperson i at udvikle FCK i forhold til struktur, data og videnskab. Vi er meget glade for, at vi kan have en kapacitet som Frederik med ombord.

Nye roller i organisationen
FC København har samtidig benyttet lejligheden til at ændre lidt på rollerne i organisationen. Sune Smith-Nielsen og Daniel Rommedahl, der er henholdsvis Talentchef og  Director of Football Operations and International Affairs, har fået udvidet deres ansvarsområder.

- Frederiks fokus vil primært være omkring førsteholdet, og derfor får Sune en mere markant rolle som chef for Talentafdelingen, mens Daniel vil løfte flere opgaver om den strategiske udvikling, det administrative arbejde og være vores repræsentant i bestyrelsen. De er begge utroligt erfarne og dygtige, så her føler vi os meget trygge, forklarer Ståle Solbakken.

FC København indleder Superligaen på søndag med en udekamp mod OB.

Læs også:Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Læs også:Analyse: FCK og FCM er Danmarks Benfica og FC Porto

Læs også:Video: Sender Sisto guldet til FCM i stedet for FCK?