Video : Tipsbladet
Superliga

Talentfuld AaB-stopper om transferrygter: Det påvirker mig ikke

Unge Mathias Ross lader sig ikke påvirke af, at der efter sigende har været interesse for ham denne sommer.

Mathias Ross lader sig ikke påvirke af, at han denne sommer har været rygtet på vej til udlandet. Den unge stopper tager rygterne med ro, siger han i Nordjyske-podcasten Ripodsten.

19-årige Mathias Ross slog sig for alvor fast i AaB’s startopstilling i sidste sæson, hvor han mod slutningen af sæsonen udgjorde et tremandsforsvar med Jores Okore og Rasmus Thelander, og også i denne sæson er han startet ind i sæsonens to første Superliga-kampe.

Læs også:Overblik: Superligaens sommertransfers 2020

Men tidligere har Nordjyske skrevet om interesse for den unge stopper, som også er blevet kaldt et varmt salgsemne af sportschef Inge Andre Olsen. Men det påvirker altså ikke Mathias Ross.

- Det påvirker mig egentlig ikke. Jeg har en aftale med min agent om, at jeg hører noget, hvis der er noget konkret, og jeg har ikke hørt noget fra ham endnu, så der har ikke været noget at forholde sig til. Men jeg tager det som et skulderklap, at jeg har været nævnt i den sammenhæng, fortæller Mathias Ross til Ripodsten ifølge Nordjyske.

Læs også:AaB'er sat på bænken: Det er frustrerende

Mathias Ross fik debut for AaB som 17-årig og har siden spillet 41 kampe for nordjyderne. Søndag kan han spille sin 42. kamp for klubben, når AaB gæster SønderjyskE i Superligaen.

Han har kontrakt med AaB frem til 2023.

Læs også:Randers-boss om topscorer: Skal gøre som Lewandowski og Wilczek

Læs også:Superliga powerranking: Derfor bliver Brøndby overhalet af FC Midtjylland

Læs også:AaB-boss ser lyst på kapitaludvidelse og målet om top fire