Video : Tipsbladet
Superliga

Disse spillere kan forlade Superligaen i de næste 14 dage

Selv om vinduet er lukket i langt de fleste lande i Europa, er der alligevel et par interessante ligaer, der holder længe åbent. Og det kan måske føre til en afgang eller to.

Sidste sæsons Superliga-topscorer, Ronnie Schwartz, kom ikke væk fra FC Midtjylland i denne omgang, for selv om han var enig med engelske Charlton om betingelserne for et skifte, og FC Midtjylland også var nået til enighed med League One-klubben, valgte "Plaffeministeren" at afblæse transferen i de sidste minutter af vinduet.

Dermed er han fortsat FC Midtjylland-spiller og kommer i meget hård konkurrence i efteråret.

Han er dog ikke den eneste, der enten kan være i klemme, eller som der kan komme bud efter på nuværende tidspunkt. For selv om de danske klubber ikke kan handle før i januar igen, kan klubber i eksempelvis Rusland og Portugal godt gå på rov i Danmark. I de to lande er transfervinduet fortsat åbent. For dem med mod på udlandseventyr har også Saudi-Arabien og Qatars ligaer åbent i flere uger endnu.

Men hvem har egentlig noget på spil i de næste par uger, og hvem kan - omend usandsynligt - blive solgt i de kommende 14 dage? Det har vi kigget nærmere på.

FC København vil af med et par spillere

Guillermo Varela var på vej til spansk fodbold, men valgte angiveligt at afvise et par klubber, der ellers gerne ville overtage backen fra Uruguay. Dermed er han, Peter Ankersen og Karlo Bartolec de tre FCK'ere til højrebacken.

Det er en spiller for meget, og derfor skal Ståle Solbakken og teamet i FCK kigge på, om man på en eller anden måde kan finde en løsning, der kan sende Varela en tur til eksempelvis Portugal. Det samme gør sig gældende på venstrebacken, hvor FCK også gerne vil af med Bryan Oviedo - han står bag både Nicolai Boilesen og Pierre Bengtsson, og Ståle Solbakken har givet ham løbepas.

Oviedo kan dog blive svær at komme af med, men FCK gør helt sikkert forsøget. For costaricanske Oviedos vedkommende skal man heller ikke helt udelukke Costa Rica. Ligaen i det mellemamerikanske land har åbent transfervindue indtil 24. september, og flere costaricanske spillere med større CV end Oviedo er tidligere vendt tilbage til topklubber i rækken, der er blandt Mellemamerikas stærkeste.

Casper Højer Nielsen kan fortsat komme til Zagreb

Læs også:Svensk klub kunne ikke matche AaB: Vi gjorde, hvad vi kunne

Aarhusianerne købte ikke en erstatning for danske Casper Højer Nielsen, og dermed ser det ud til, at venstrebacken fortsætter karrieren i Aarhus-klubben nogle måneder endnu.

Der er dog en lille sandsynlighed for, at AGF alligevel skal forholde sig til, om man vil slippe den tidligere Lyngby-spiller. Transfervinduet i Kroatien er fortsat åbent, og dermed kan Dinamo Zagreb ende med at teste AGF's lyst til at sælge spilleren. For man er jo trods alt en sælgende klub og laver gerne gode handler.

Angiveligt blev der budt 12,5 millioner kroner på Højer, som AGF altså afviste, så der skal flere millioner på bordet. Og det er da nok heller ikke blevet billigere af, at AGF ikke kan hente en erstatning via et køb, men - hvis det bliver aktuelt - skal finde en fri transfer. Spørgsmålet er dog, hvad AGF gør, hvis et bud på 15-16 millioner lander i indbakken hos sportschef Peter "PC" Christiansen, selvom han tydeligt signalerer, at en transfer ikke kan komme på tale?

Også Brøndby vil gerne handle

Hjörtur Hermannsson, Anthony Jung og Marvin Schwäbe er nogle af de Brøndby-spillere, der har kontraktudløb om et års tid, og der har været snak om salg af alle tre. De to sidsnævnte kommer med al sandsynlighed ikke til at ske nu. Både Jung og Schwäbe er varme i Tyskland, men der er vinduet lukket.

Omvendt forholder det sig for Hjörtur Hermannsson, der kun er nummer fire i Brøndbys forsvarshierarki. Han kan være en spiller, som Brøndby gerne vil sælge, for eksempel hvis der kan laves en aftale med en klub i Rusland, og tidligere har der været rygter om Hermannsson - dog primært fra Premier League-oprykkerne Leeds United.

En anden, som i et meget spekulativt hjørne kan være salg, er midtbanespiller Josip Radosevic. Han har to år igen af aftalen med de blå-gule, men han er omvendt ikke markant bedre end de unge spillere og Lasse Vigen, der også er i klubben, så kan man eksempelvis få en god sum for Radosevic, der er kroat, hvor transfervinduet fortsat er åbent, kan man forlænge med Vigen og fortsat give de unge masser af spilletid.

FC Midtjylland søger afklaring på angrebssituationen

Læs også:Transfer: Fik AGF eller AaB den bedste midtbanespiller?

Sory Kaba, Ronnie Schwartz, Junior Brumado, Luca Pfeiffer og Lasse Vibe. FC Midtjylland har mange angribere til den ene frontangriber-plads, som Brian Priske benytter sig af. Nuvel, de skal have en til at starte og en til at komme ind fra bænken, mens man vel også kan sige, at Lasse Vibe kan dække en kant. Samtidig er Luca Pfeiffer ny og skal måske bruge lidt tid til at finde sig til rette. Under alle omstændigheder har FCM mindst en angriber for meget.

Så hvad gør man nu? Ronnie Schwartz afviste at forlade klubben, da han havde muligheden for Charlton. Pilen peger på, at han bliver. Så er der Sory Kaba. Angriberen er blevet sat i forbindelse med spanske klubber, men vinudet er nu lukket, og han har selv sagt, at han ikke er på vej væk, og at han gerne vil spille Champions League. Men hvad nu hvis han får at vide, at han ikke kommer til at spille?

FC Midtjylland har gode kontakter mange steder i verden, og måske kan Kaba sendes til Portugal eller Rusland, hvor FCM tidligere har lavet aftaler. Om ikke andet så på en lejeaftale. Mellemøsten skal heller ikke udelukkes for Kaba eller for Ronnie Schwartz, som har et bagland med gode kontakter i blandt andet topligaen i Saudi-Arabien.

Sander Svendsen er - måske - solgt

Måske er Sander Svendsen fortid i OB, måske er han ikke. Det skal FIFA have afgjort i de nsæte dage, og blåstempler verdensforbundet aftalen, er Brann ny arbejdsgiver for den norske angriber.

Vender han tilbage til OB, kan han selvfølgelig bruge tre måneder på tribunen, men spørgsmålet er, om det ikke er bedst for alle parter, at Svendsen finder noget andet med det samme? En lejeaftale kan blive en mulighed, hvis den 23-årige angribers skifte til Brann ikke går igennem.

Den lejeaftale bliver dog ikke med en norsk klub, men skal være med en klub i eksempelvis Portugal eller Rusland. Her er en dark horse: OB solgte Bashkim Kadrii til en klub i Saudi-Arabien, og vinduet i landet fra Mellemøsten er fortsat åbent - kan man trække på forbindelserne og tilbyde Sander Svendsen et eventyr, der også økonomisk vil være meget attraktivt?

Læs også:På fri transfer: Tidligere FCM- og Esbjerg-spiller får ophævet kontrakten

Læs også:Avis: Ny SønderjyskE-ejer har taget analytisk gruppe med

Læs også:FC Porto handler i Chelsea, Liverpool og West Ham