Video : Tipsbladet
Landshold

Island kan komme i klemme af dansk besøg: UEFA forsøger at finde løsning

Det islandske landshold kan ikke sende de samme spillere til både Danmark og England. Assistenttræneren siger, at UEFA drøfter løsninger med den britiske regering.

Island har rigeligt at se til. På torsdag har landsholdet en EM-billet på højkant, og i løbet af de følgende seks dage skal landstræneren måske udtage to helt forskellige trupper til de to Nations League-kampe mod Danmark og England.

Forklaringen er, at personer, der ikke bor i Storbritannien, og som har været i Danmark, ikke kan rejse ind i landet. Det er noget bøvl for islændingene, der møder England tre dage efter opgøret mod Danmark i Parken.

Derudover er fire af de islandske spillere på kontrakt i britiske klubber, så de rejser ikke med til Danmark-kampen. De ville i givet fald skulle i 14 dages karantæne, når de kommer hjem.

Læs også:Indrejseforbud fra Danmark risikerer at aflyse engelsk landskamp

Alle disse problemer er ikke lette at løse, men UEFA er gået ind i sagen for at forsøge at finde en løsning.

- Vi ved ikke mere end alle andre. UEFA forsøger at arbejde med den britiske regering, siger Freyr Alexandersson, der er assistenttræner for Island, til 433.is.

Nu er det hans og landstræner Erik Hamréns opgave at holde fokus på torsdagens playoffkamp mod Ungarn. Vinderen kvalificerer sig nemlig til EM, og det er trods alt vigtigere end de to Nations League-kampe.

Læs også:Kasper Hjulmand udtager yderligere to: 33 spillere er på landsholdet

Alexandersson og Hamrén har dog truffet et par beslutninger angående kampene mod Danmark og England, hvis situationen ikke forandrer sig.

- Når reglerne er som nu, er det klart, at vores spillere, som spiller i England, ikke tager til Danmark, og hvis vi spiller i Danmark, tager den gruppe af spillere ikke til England, og det gør trænerstaben heller ikke. Sådan er situationen nu; vi ved ikke, hvad der sker, siger han.

- Vi har truffet en beslutning om, at kampen på torsdag er det eneste, der betyder noget.

Læs også:Schmeichel revser britisk regering: Jeg håber, de kommer til fornuft

Læs også:Hjulmand tvunget til udskiftninger: Udtager ni nye spillere

Læs også:Nye indrejseregler truer Liverpools kamp i Herning mod FC Midtjylland