Video : Tipsbladet
Generelle

Esbjerg-træner vil dosere kræfterne i Pokal-kamp

Der kommer til at være et par ændringer i startopstillingen, når Esbjerg onsdag møder Nykøbing i Sydbank Pokalen.

Esbjerg fB skal onsdag på en af de længere busture, når holdet gæster Nykøbing Falster og Nykøbing FC i Sydbank Pokalens 3. runde.

Nykøbing topper Gruppe 2 i anden division, og derfor er der lagt op til en hård duel for esbjerggenserne, der dog ikke kommer i stærkeste opstilling.

Det fortæller Esbjergs træner, Olafur Kristjansson, til klubbens hjemmeside.

Læs også:Vendsyssel bakker op om udsættelser: Vi forstår beslutningen

- Vi kommer til at ændre på nogle positioner, og det gør vi af flere årsager. Dels fordi der på grund af Covid-19-pandemien ikke er en reserveholdsturnering til de spillere, der ikke har spillet så meget, og derfor har behov for kampminutter.

- Men det er også for at dosere kræfterne, så vi tager mest muligt hensyn til resten af efterårssæsonen. Programmet har været ekstremt presset, siden vi startede, så for at holde alle mand friske så længe som muligt bliver der roteret.

Det betyder dog ikke, at man går efter et tidligt exit fra pokalturneringen for i stedet at fokusere på oprykning til Superligaen.

Læs også:Esbjerg forbereder sig på at spille udekamp mod Vendsyssel

- Selvom det er en slidt kliché, så må jeg bare sige, at opgør i Sydbank Pokalen lever deres eget liv, hvor alt kan ske. Vi tager til Nykøbing Falster for at vinde og sikre os avancement til næste runde, men det bliver svært, for vi kommer til at møde en rigtig god modstander, der vil gøre det til en lige duel, siger han.

– Mange af Nykøbing-spillerne har erfaring fra Superligaen, og man kan bare kigge på deres resultater i denne sæson, hvis man er i tvivl om kvaliteten. Holdet er ubesejret, så vi skal være klar fra start og villige til at give alt gennem samtlige minutter, slutter han.

Kampen sparkes i gang onsdag aften klokken 19.

Læs også:Restriktioner kan medføre kaos i Vendsyssel FF

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

Læs også:Rafael van der Vaart kræver Ajax-sejr: De skal slå FC Midtjylland