Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 9. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

1-1 blev det i halvdelen af kampene i niende spillerunde, og det gjaldt blandt andet i bundkampen mellem Lyngby og AC Horsens, der altså nægtede hinanden den første sejr. Tre point var der til Brøndby, der vandt i Vejle, mens FC Midtjylland tog en flot sejr med hjem fra Aarhus. Randers FC slog overraskende FC København 2-1 og sikrede sig dermed den første sejr i Parken i fem år. 

Vi har set nærmere på de bedste individuelle præstationer i den forgangne runde.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 9. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Thomas Mikkelsen, Lyngby Boldklub (3)
Veteranen er på hårdt arbejde hver eneste uge, og det var ingen undtagelse mod bundproppen AC Horsens. Der var masser at se til for Thomas Mikkelsen, der stod en meget fin kamp. Mikkelsen reddede blandt andet sit mandskab med en flot refleks på et hovedstød fra Casper Tengstedt kort før tid. 

Højre back: Andreas Bruus, Brøndby IF (1)
Ingen løb flere meter i høj fart i niende runde end Andreas Bruus, og der var fine indslag både defensivt og offensivt - som da han var ophavsmand til Mikael Uhres scoring til 2-0. Ganske enkelt en imponerende omskoling til højre wingback. 

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Krisen er kolossal i FC København

Central forsvarer: Erik Marxen, Randers FC (1)
Randers-kaptajnen stod fast som en klippe i nationalarenaen, og han kom i vejen for rigtig meget. Erik Marxen stod over for Mikkel Kaufmann, Kamil Wilczek og Jonas Wind, men han gik til opgaven fuldstændig uimponeret. Marxen placerer sig helt i top i antallet af clearinger og blokeringer i niende runde. 

Central forsvarer: Alexander Scholz, FC Midtjylland (1)
Alexander Scholz mangler lige de sidste fem procent i forhold til sidste sæson, men selv uden dem, er han én af de bedste midtstoppere i Superligaen. Mod AGF stod han stærkt i billedet, og det kunne sågar også være blevet til en scoring fra landsholdsemnet. 

Venstre back: Marc Dal Hende, SønderjyskE (1)
Bar anførerbindet mod OB, og wingbacken tog masser af ansvar i den uafgjorte kamp på Fyn. Marc Dal Hende stod bag flere indlæg, som kunne have ført til mere, og defensivt havde han ingen problemer. 

Højre midtbane: Jens Martin Gammelby, Lyngby Boldklub (1)
Defensivspilleren Jens Martin Gammelby var pludselig blevet offensivspiller mod AC Horsens. Og det gjorde han faktisk ganske fint. Særligt i anden halvleg diskede Brøndby-lejesvenden op med nogle flotte detaljer, og han kan takke uskarpe Christian "Greko" Jakobsen for, at det ikke blev til en assist. Det er nok ikke sidste gang, at Gammelby spiller offensiv kant. 

Central midtbane: Jesper Lindstrøm, Brøndby IF (5)
Superligaens bedste spiller i denne sæson? Det kan man sagtens argumentere for. Jesper Lindstrøm holder et højt niveau i hver eneste kamp, og man forstår udmærket, hvis større klubber er begyndt at vise konkret interesse. I 2-0-sejren over Vejle scorede Brøndby-darlingen sit sæsonmål nummer fem. 

Læs også:Tidligere Hobro-profil får ophævet sin kontrakt i Norge

Central midtbane: Frank Onyeka, FC Midtjylland (1)
Nigerianeren både scorede og assisterede mod AGF, og det bringer ham naturligvis på Rundens Hold. Frank Onyeka havde nok at se til på den centrale midtbane, men der var alligevel overskud til fine bidrag i offensiven. 

Venstre midtbane: Bror Blume, AGF (1)
AGF tabte til FC Midtjylland, men det skal ikke tage noget fra Bror Blumes præstation. Den var fremragende. Den tidligere Lyngby-spiller var det kreative indslag på AGF-mandskabet, og han var dygtig til at gøre sig spilbar. Er svær mand at dække op.

Angriber: Alhaji Kamara, Randers FC (1)
Randers-angriberne har manglet effektivitet i denne sæson, men Alhaji Kamara var på pletten, da han fik chancen for at afgøre slaget i Parken. Med sin pågåenhed og fysiske styrke var Kamara noget af en mundfuld for FCK's defensiv.

Angriber: Sory Kaba, FC Midtjylland (3)
En spiller til de store kampe. Det må man bare give Sory Kaba. Når modstanderen er AC Horsens, Lyngby og SønderjyskE, er der ikke meget liv i det afrikanske fyrtårn, men mod topholdene slår han til. Det kan især FC København bekræfte, men nu også AGF. Kaba scorede et flot mål i midtjydernes 2-1-sejr søndag, og uden Frederik Tingager på holdet kunne AGF ikke matche hans fysik.  

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.

Læs også:Kalder FCK "en skandale": Jeg har aldrig set dem så dårlige

Læs også:Nu taler Don Ø efter Ståle-interview: Har gjort et stort indtryk på alle

Læs også:Efter Solbakken-angreb: Lalandia-ejerne må ud af busken