Video : Tipsbladet
Bundesliga

Godt nyt for dansk landsholdsspiller: Coronakaos nærmer sig afslutning

Robert Skov kan gøre comeback for Hoffenheim, der har flere spillere tilbage, efter de var smittet med coronavirus.

De seneste uger har Robert Skov ufrivilligt været en del af to kaotiske situationer skabt af coronasmitte. Først på det danske landshold, hos hvem Skov testede positiv, hvilket sendte en række holdkammerater i karantæne.

Det endte med, at landstræner Kasper Hjulmand måtte udtage en række nye spillere til testkampen mod Sverige, mens Skov blev sendt hjem fra lejren igen. Hjemme i Hoffenheim stod det dog kun værre til.

Læs også:Coronaudbrud i Robert Skovs klub: Hele truppen isoleres

Det viste sig, at flere klubkammerater også var smittet. I sidste uge var status, at syv spillere sad i karantæne på grund af corona, herunder Robert Skov og landsmanden Jacob Bruun Larsen.

Nu er der dog godt nyt om de ramte spillere. Seks af dem og yderligere to medlemmer af trænerstaben vendte tilbage på træningsbanen i denne uge, og cheftræner Sebastian Hoeness bekræfter, at flere af dem er klar til at spille kamp.

Læs også:Comeback på landsholdet efter fire år: En mærkværdig oplevelse

- Skov, Dabbur og Rudy kan være med i morgen. Vogt, Belfodil og Bruun Larsen træner stadig individuelt. Adamyan er stadig i karantæne, siger træneren om den armenske landsholdsspiller, som er den eneste af de syv, der ikke er på træningsbanen endnu.

Hoffenheim møder torsdag aften Slovan Liberec i Europa League. Dem bankede Skov og co. med 5-0 i begyndelsen af november. Hoffenheim har i det hele taget gjort rent bord i Europa League med tre sejre i tre kampe.

Læs også:Leder: Klubberne leder efter en undskyldning for at lukke landsholdene

Læs også:Derfor er landskampen mod Sverige vital: Vanvittigt vigtigt

Læs også:Sveriges landstræner smittet med coronavirus: Misser tre landskampe