Video : Tipsbladet
Superliga

Bliver Randers det 10. danske hold på udenlandske hænder?

Udenlandske opkøbere snuser til blandt andre Randers FC, men er overtagelserne et gode for dansk fodbold?

Jeg lægger ud med en tilståelse: Der burde stå ni i stedet for ti i overskriften, for Næstved blev i slutningen af 2020 handlet tilbage på lokale hænder, efter Fabian Ernst og Alex Quayes katastrofale periode som ejere blev for meget.

Men billedet er entydigt: Danske klubber har de seneste år været hotte for internationale klubopkøbere.

Lige nu er fire klubber i Superligaen og fire klubber i 1. division på udenlandske hænder, og Randers FC kunne sagtens blive den næste.

Bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen har flere gange det seneste halve år fortalt, at et salg af Randers FC til udenlandske investorer kunne være tæt på.

Det samme håber man i Esbjerg fB.

AC Horsens og AaB har også været i samtaler med udenlandske investorer, uden det har kastet aftaler af sig, og AC Horsens i bunden af Superligaen og Silkeborg IF og Viborg FF i toppen af 1. division har også sonderet terrænet.

Der er konkret interesse fra udlandet lige nu for indtil flere danske klubber, og Randers er faktisk ikke noget dumt bud.

I samme periode siden sommeren 2014, hvor Matthew Benham har ejet FC Midtjylland, er Randers FC den klub, der har hentet flest point i Superligaen efter førnævnte FCM, FC København og Brøndby IF. Lad det ligge, at Randers har flere kampe mod svagere hold, fordi klubben på forunderlig vis ikke har formået at kvalificere sig til Top 6-slutspillet endnu.

De større klubber Brøndby IF, AGF og OB er nok for dyre at opkøbe, AaB er nok for nordjysk, når det kommer til stykket, og så Randers faktisk den største tilbageværende Superliga-klub.

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, om det er en god idé.

Fornemmelsen hos klubberne uden for den lille gruppe faste Top 6-hold er, at man nærmest ikke kan klare sig i fremtiden uden et udenlandsk samarbejde.

Det er lidt forskelligt, om hovedmotivet er et større budget, "adgang til spillermarkedet", hvilket ofte er en pæn omskrivning af at få placeret spillere i et større klubsamarbejde, som Vendsyssel FF for eksempel er blevet del af i 2020 eller andre mere eller mindre flyvske floskler om "know-how" og vidtløftige sportslige strategier.

Fællestrækket ved disse udenlandske klubopkøbere er, at man som fan sjældent ved, hvem der kommer, og om de kan deres kram eller ej.

Set fra nærværende chefredaktør-stol er det i hvert fald påfaldende, at alle tror, de kan blive et fast Superliga-hold med de udenlandske penge og de tilhørende planer. Alle mener også, at de udenlandske penge åbner for hidtil usete sportslige strategier, der ikke før er set magen til i Danmark, og alle som én hævder at arbejde langsigtet og effektivt, som danske klubejere underforstået åbenbart ikke har formået.

Skærer vi gennem alle klichéerne og den tomme spin, er transfermarkedet i centrum for alle udenlandske klubopkøb, jeg har set i Danmark, uanset hvilket sødemiddel, ejerne og deres danske ansatte forsøger at pakke ejerskabet ind i.

Læs også:Million-handler i sigte: 25 Superliga-profiler på affyringsrampen

I FC Midtjylland og FC Nordsjælland er det gjort med pæn succes, ikke mindst fordi de britiske opkøbere valgte at købe de to dygtigste talentudviklere og spillersælgere i landet.

Andre steder bliver spillere hentet i bundter fra alverdens lande og ofte hurtigt sendt videre, og forretningsmodellen er uigennemskuelig.

Hvilken kategori falder Randers FC i, hvis klubben bliver solgt om få måneder?

Udenlandske opkøb, hvor der finder en reel udvikling sted som i FC Midtjylland eller FC Nordsjælland, giver mening.

Men undskyld mig: Jeg kunne tage bad i sportslige strategier, som ikke er det papir værd, de er skrevet på, eller, mere alvorligt, i virkeligheden handler om at omsætte unge fodboldspillere i meget højt tempo, og hvor Danmark bare er en bekvem handelsstation på grund af landets ordentlighed og ry som korruptionsfrit helle i en vanvittig fodboldbranche.

Klubejere og klubbernes fans skal tænke sig godt om, før de sælger deres klubber.

Og med en tredjedel af klubberne i bedste og næstbedste række på udenlandske hænder kunne jeg da også ønske mig, at nogen i DBU og Divisionsforeningen havde en mening om, at danske fodboldklubber åbenbart er blevet lige så hotte investeringsobjekter som i større fodboldlande som England, Frankrig, Italien, Belgien og Holland. Og da ikke mindst prøve at forstå hvorfor, og hvad det betyder for dansk fodbold.

Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2021