Video : Tipsbladet
1. division

Nye ejere i Esbjerg: Derfor kiggede vi i Danmark

De nye ejere i Esbjerg fB forklarer, hvorfor det var interessant at kigge på en klub i Danmark.

I starten af februar kunne Esbjerg fB meddele, at klubben overtages af en amerikanske investorgruppe, og den overtagelse er siden faldet endeligt på plads.

De nye ejere ejer i forvejen flere andre klubber i Europa, herunder engelske Barnsley FC, belgiske KV Oostende i Belgien og franske Nancy, men nu udvider de altså med Esbjerg fB i Danmark.

Men hvorfor er det interessant for amerikanerne at købe en dansk klub? Det giver Paul Conway, som er en af investorerne, et svar på over for EfB's hjemmeside.

- Vi har rekrutteret og holdt øje med Danmark i en håndfuld år. Vi ved, der er store talenter her. For eksempel har vi hentet Mads Juel Andersen til Barnsley FC, og han er nu en af de bedste, unge midterforsvarere i Championship i England. Med det in mente besluttede vi os for at kigge efter en klub at investere i i Danmark.

- Årsagen til, at Esbjerg fB var vores valg skyldtes flere ting. For det første har klubben en fantastisk historie gennem snart 100 år samt en flot historik med akademiet. Der er blevet udviklet mange store talenter gennem årene - eksempelvis Martin Braithwaite. Der er også en stærk lokal opbakning til klubben fra både sponsorer og fans, siger Paul Conway og tilføjer, at deres værdier matcher med Esbjerg fB's på flere punkter. 

Samtidig forklarer Conway, at målet med EfB er at komme op og etablere sig i Superligaen og udvikle talenter, så man skaber en bæredygtig klub.

Esbjerg fB er aktuelt nummer to i 1. division og har altså kurs mod oprykning til Superligaen. 

I forbindelse med de nye ejeres ankomst i Esbjerg fB analyserede Tipsbladet også, hvorfor så mange danske klubber bliver opkøbt - læs mere om det her.