Video : Tipsbladet
Superliga

FC København-profil: Skal prøve at fange Brøndby

Jens Stage glæder sig over sejren, som ifølge ham sendte et signal til især AGF.

FC København besejrede mandag aften AGF for anden gang i træk i den danske Superliga, da de vandt 3-2, og den sejr kan blive vigtig for københavnernes endelige placering i tabellen.

Således er FC København på tredjepladsen og har nu hele seks point ned til AGF på fjerdepladsen, mens de samtidig kravler tættere på ærkerivalerne Brøndby IF på andenpladsen. De blå-gule tabte søndag til Randers FC, og efter mandagens kamp er der kun fire point mellem Brøndby og FC København, der skal mødes en gang til.

Og sidstnævnte vil da også prøve at nå andenpladsen, siger Jens Stage.

- Sejren betyder meget. Det er tre vigtige point. Og det er vigtigt at sende et signal til især AGF om, at de ikke skal true os på tredjepladsen lige nu, og så kan vi forhåbentlig se opad, siger Jens Stage til 3+.

- Vi skal kigge begge veje. AGF er et godt hold. Det viser de i anden halvleg i dag, så vi skal ikke afskrive dem, men vi skal prøve at se, om vi kan fange Brøndby.

FC København var ellers ved at sætte sejren over styr i mandagens kamp. De var foran med tre mål ved pausen, men AGF reducerede to gange i anden halvleg.

- Jeg ved ikke, hvad der går galt. Jeg synes, vi spiller smukt og fantastisk i første halvleg. Jeg ved ikke, hvad der sker i anden halvleg. Jeg håbede, det kunne blive en stor sejr i pausen, men tre point er tre point, og anden halvleg var ringe, siger Jens Stage.

Her kan du få tipsbladet.dk's analyse af kampen.