Video : Tipsbladet
1. division

Fyrer igen-igen: Vi har haft for mange trænere

Efter trænerfyringen i Esbjerg vil klubben gå i en ny retning med en mere offensiv taktik på fodboldbanen.

Med mandagens fyring af Olafur Kristjansson kommer 1.-divisionsklubben Esbjerg fB op på at have haft seks forskellige cheftrænere på sidelinjen i de seneste to sæsoner, når midlertidig træner Lars Vind fører holdet igennem sæsonens sidste tre kampe.

Og antallet af cheftrænere på så kort tid - midlertidige som permanente - er alt for højt og uhensigtsmæssigt, medgiver Esbjergs sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen.

Fra sin chefrolle har han foruden de nævnte også set John Lammers, Claus Nørgaard, Lars Olsen og Troels Bech stå i spidsen for Esbjerg i de seneste to sæsoner.

- Vi har haft for mange trænere i forhold til, hvad vi gerne ville. Vi var inde i en god rytme, inden John Lammers stoppede (han blev fyret, red.), for han sad i lang tid.

- Siden har vi haft meget udskiftning på trænerposten, og det ønsker vi egentlig ikke. Nu starter vi på en frisk og kigger fremad, og det er vigtigt, at vi nu følger den strategi, der er lagt, siger Jimmi Nagel.

Han erkender, at det ikke altid kun er trænerens skyld, når det går skidt i Esbjerg. Pilen peger også på ham selv og andre, der har været med til at beslutte, hvem der skal styre tøjlerne i den ambitiøse, men underpræsterende fodboldklub.

- Selvfølgelig peger pilen også på andre end træneren. Der er ikke nogen, som ikke kigger indad, for det gør vi alle sammen. Når man kikser en målsætning, så bliver vi alle evalueret og vendt, siger Jimmi Nagel.

Han har haft jobbet som sportschef siden efteråret 2018.

Føler du dig sikker på, at du er sportschef, når næste sæson begynder?

- Det spekulerer jeg helt ærligt ikke på. Hvis man siger ja til et job i fodboldverdenen, kan man ikke gå og bekymre sig om det spørgsmål hele tiden.

- Der er andre over mig, som skal evaluere mig. Jeg passer mit job, og jeg er rigtig glad for at være her, siger sportschefen.

Da Olafur Kristjansson mandag blev fyret, var det på grund af utilstrækkelige resultater - symboliseret i den forsvundne mulighed for at rykke op i Superligaen. Samtidig blev det dog også påpeget i en pressemeddelelse fra klubben, at den skal gå i en ny retning fremover.

Skal det forstås sådan, at Olafur Kristjansson var blevet fyret som cheftræner, selv hvis han havde sikret jer oprykning?

- Det er et hypotetisk spørgsmål, så det vil jeg ikke komme ind på, siger Jimmi Nagel.

Han fortæller dog gerne om den nye retning. Den byder blandt andet på en spillemæssig strategi, der ikke just harmonerer med den måde, som Esbjerg har spillet fodbold på i løbet af sæsonen.

- Vi har jo en ny ejerkreds, blandt andet med nogle amerikanske investorer, og de vil gerne spille aggressivt og angrebsbetonet fodbold med et højt pres og en masse genpres og dynamik, så der sker noget på banen.

- Det skal altid være underholdende at komme og se Esbjerg spille. Det er selvfølgelig noget, som vi kigger på, at træneren, der skal stå i spidsen for Esbjerg fremadrettet, skal kunne håndtere, siger Jimmi Nagel.

Tv-pengene er langt større i Superligaen end i 1. division, men Jimmi Nagel forventer ikke, at den kiksede oprykning fører Esbjerg i økonomisk uføre.

- Budgetterne ligger under direktørens ansvar, men generelt har det økonomiske fundament i klubben aldrig været stærkere, end det er nu med den nye ejerkreds.

- Vi er selvfølgelig kede af at have kikset oprykningen, men der er et stærkt økonomisk fundament under klubben, så vi kan arbejde videre med den strategi, vi har lagt, siger Esbjerg-sportschefen.

/ritzau/