Video : Tipsbladet
La Liga

Laportas ordre til Koeman: Sådan skal du spille

Det skal være med et fast spilsystem, når den nye sæson begynder igen for Barcelona.

FC Barcelona har siden Johan Cruyffs tid som træner haft en mere eller mindre fast måde at spille på. Dengang var det en 3-4-3, som siden er blevet moderet til en 4-3-3-formation. Dog har man i det seneste halve år set dem spille 3-5-2.

Den slags vil den nye Barcelona-præsident Joan Laporta tilsyneladende ikke se mere af. Ifølge den catalanske radiostation SER Catalunya har han givet klar besked om, hvordan opstillingen skal se ud.

Her er der tale om en angribende 4-3-3-opstilling, som samtidig skal være den eneste betingelse til cheftræner Ronald Koeman, hvis hollænderen gerne vil beholde sit job.

I Barcelona er der i det hele taget meget i gang med at blive sat på plads. Senest har man hentet spillre ind som Sergio Agüero, Eric Garcia og Emerson Royal. På trænersiden skulle der angiveligt også have været jagt på en ny, men man har efter sigende ikke fundet den rette kandidat.

Dermed ser det ud til, at Koeman roligt kan gå ind til endnu en sæson som Barcelona-træner, hvor han også lige præcis har ét år tilbage den kontrakt, som han fik forud for denne sæson.

Som en lille krølle på halen skulle Laporta i øvrigt have bedt Koeman om at kigge lidt på, hvordan klubbens kvindehold gør, da det lykkedes for dem at vinde ligaen med fem runder tilbage og 142 scoringer.

I truppen kan der også være ændringer på vej. Martin Braithwaite har allerede været sat i forbindelse med et skifte væk, men der er alligevel en anden foran i køen på vej ud af klubben. Læs mere om det her.