Video : Tipsbladet
Bundesliga

Officielt: Frederik Rønnow skifter Bundesliga-klub

Den tidligere Superliga-keeper er på plads i Union Berlin.

Frederik Rønnow skifter fra en Bundesliga-klub til en anden. Han rykker nemlig fra Eintracht Frankfurt til Union Berlin.

Det bekræfter begge klubber på deres respektive hjemmesider tirsdag formiddag efter flere dages rygter. 

Frederik Rønnow havde blot et år tilbage af kontrakten i Eintracht Frankfurt, hvor han imidlertid aldrig fik erobret pladsen som fast mand i startopstillingen. Det blev til 21 kampe over to sæsoner, mens han i sidste sæson var udlejet til Schalke 04. 

Hos Schalke 04 var den tidligere Brøndby IF-keeper i størstedelen af sæsonen også reserve, men nu ser han fremad. 

- Jeg er meget tilfreds med skiftet til Union. Sidste sæson var ikke let for mig, men jeg vil lægge det hele bag mig, og jeg glæder mig til den nye udfordring i Berlin. Det, holdet viste i sidste sæson, var imponerende. Jeg vil også gøre mit for at få succes i denne sæson og spille en god rolle i alle turneringer, siger Rønnow til Union Berlins hjemmeside.

Foruden Frederik Rønnow har Union Berlin også danske Jakob Busk i truppen.