Video : Tipsbladet
Landshold

Kaos: Fodboldboss går af få timer før kamp

Det er en lettere kaotisk tid for græsk fodbold lige nu.

Grækenland spiller onsdag aften en vigtig kamp mod Sverige i VM-kvalifikationen, men de har ingenlunde haft en optimal optakt.

Først og fremmest har man kunnet læse i adskillige græske medier, heriblandt Gazzeta, at landstræner John van ’t Schip er fyringstruet og kan miste jobbet med et nederlag til det svenske landshold.

Mere sikkert er det dog, at Grækenland skal have fundet sig en ny fodboldboss.

Forbundets direktør Theodoros Zagorakis har således opsagt sin stilling få timer inden kampstart, skriver græske Gazzetta samt flere svenske medier såsom SportExpressen.

Dermed tyder det på, at der kommer store ændringer i den græske fodboldorganisation.

Det er ellers ikke længe, Theodoros Zagorakis har haft posten som topboss i det græske fodboldforbund. I marts tiltrådte han således, men efter blot 165 på posten takker han altså af for nu.

49-årige Theodoros Zagorakis er et stort navn i græsk fodbold, og han nåede over 100 kampe for det græske landshold som aktiv spiller. Da holdet vandt guld ved EM i 2004, bar den tidligere midtbanespiller endda også anførerbindet.

De seneste års græsk landsholdsfodbold har ikke budt på meget succes, og de har ikke været til en slutrunde siden VM i 2014. Med tre point efter tre kampe i VM-kvalifikationen har de heller ikke kurs mod Qatar i 2022.