Video : Tipsbladet
Serie A

Fremtiden er usikker for dansk landsholdsstjerne

Simon Kjærs kontrakt med AC Milan udløber til sommer, og danskeren taler varmt om et længere ophold i klubben.

Landsholdsanfører Simon Kjær er gået ind i den sidste sæson af sin kontrakt med den italienske storklub AC Milan, men efter foreløbig lidt over halvandet succesfuldt år i klubben, vil danskeren gerne blive.

Han indikerer dog, at bolden ligger hos AC Milan, som skal bestemme sig for, om klubben vil beholde den 32-årige dansker.

- Jeg er ikke kommet tættere på en afklaring. Men jeg sindssygt glad for at være der. Jeg trives i både klubben og byen. Jeg har det godt, og jeg nyder at spille fodbold og min hverdag i klubben.

- Klubben kender min holdning og position, så når de har fundet ud af, hvad de vil, så ved de også, hvem de skal ringe til, siger Simon Kjær.

Han skiftede til AC Milan i januar 2020 på en lejeaftale fra Sevilla. Lidt over et halvt år senere blev han købt fri af den spanske klub og underskrev en kontrakt på to år.

Pilen har kun peget op for AC Milan og Kjær i den periode. Aktuelt ligger klubben nummer to i Serie A med seks sejre og en uafgjort efter sæsonens syv første spillerunder.

- Det har været et sindssygt år på alle mulige måder. Jeg har været på en lang rejse med Milan, siden jeg kom, og vi er kommet i Champions League for første gang siden 2013/14, siger Simon Kjær.

Samtidig har det været et begivenhedsrigt år på landsholdet med Christian Eriksens kollaps, en EM-semifinale og en foreløbig pletfri VM-kvalifikation.

Han påpeger, at selv om Danmark står på tærsklen til at booke en VM-billet, så nager semifinalenederlaget til England ved EM ham stadig.

- Jeg kan stadigvæk stå med en irritation og frustration over, at det sluttede på den måde, som det gjorde. Jeg følte, at vi havde mere i os, siger Simon Kjær.

Han fortæller også, at han har mødtes med Christian Eriksen i Milano, men han vil ikke komme nærmere ind på, hvordan det går med fynboen.

/ritzau/