Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm: Det skal Bo Henriksen lære i FCM

Målmandssituationen i FC Midtjylland er et godt eksempel på, at Bo Henriksen har noget at lære om at være i en stor klub, mener Glen Riddersholm.

I FC Midtjylland råder man over to dygtige målmænd i form af Jonas Lössl og Elias Olafsson, men det er selvsagt kun én af dem, der kan stå. Hvis det stod til den tidligere FCM-cheftræner Glen Riddersholm, så er det et meget enkelt valg, som skal tages.

Det fortæller han om i Onside på TV3+, hvor den nuværende FCM-træner, Bo Henriksen, får et gratis tip.

- Jeg tror, at han skal lære at navigere i en stor klub. Når man har været i Brønshøj eller i Horsens, så er det lettere at sige til alle de spillere - hvor der ikke er så store udfald, og det ikke er så svært - at der fair kamp. Når man står her på den store scene, og det er den store signing, fortæller Glen Riddersholm.

Han peger endvidere på, at Bo Henriksen har sat sig selv i en unødvendig situation.

- Når man er i en topklub, så stiller man med det stærkeste mandskab og de bedste spillere, fordi så skaber man ro. Det er dét, der er vigtigt. Det er meget lettere at lade den unge spiller komme på bænken, når han har snust lidt til det, siger han og fortsætter:

- Det er modigt, ja, men hvad så, hvis resultaterne begynder at vende, og der kommer en modgangsperiode. Skal han så banke på hos Lössl og sige, at han har brug for ham igen? Hvor meget taber man i forhold til, hvad man vinder med sådan en beslutning, lyder det spørgende fra Riddersholm.

Derfor mener Glen Riddersholm, der også er Lössls tidligere træner på både ungdoms- og seniorniveau, at der er tale om en let beslutning.

- For 10 måneder siden hentede man ham hjem. Hvis det her fortsætter for Lössl, der gerne vil til VM med Danmark, så kan jeg ikke se, hvordan han vil spille videre i FC Midtjylland. Til vinter vil han da komme og sige, at han vil afsted, fastslår tv-eksperten.

Jonas Lössl selv har valgt at klappe i om det. Se interviewet med ham her.