Video : Tipsbladet
Superliga

Hylder FCM-komet: Noget af det ypperste i SL

Bo Henriksen elsker den unge FC Midtjylland-spiller Victor Lind, hvis afslutninger allerede er på højeste niveau i Superligaen, mener træneren.

Victor Lind er bare 18 år og har kun spillet én kamp fra start for FC Midtjylland, men han har allerede scoret fem mål. Han har med andre ord fået en god begyndelse på seniorkarrieren, og hans cheftræner, Bo Henriksen, slår fast over for TV2 Sport, at han har stor tiltro til den unge offensivspiller.

Lind debuterede mod Celtic i Champions League-kvalifikationen tidligere på sæsonen og er foreløbig noteret for 14 kampe og altså fem scoringer i alle turneringer. Især hans afslutningsevner er hans træner vild med.

- Jeg elsker ham jo. Jeg elsker hans optimisme og hans tro på tingene. Og så afslutter han med begge ben på en måde, jeg ikke har set rigtig længe. Hans afslutningsfod er noget af det ypperste i Superliga-regi, siger Bo Henriksen til TV2 Sport.

Unge Lind får måske allerede i aften chancen for mere spilletid for FC Midtjylland. Det sædvanlige førstevalg i angrebet, Junior Brumado, er nemlig skadet, og det kan bane vejen for Lind.

Hvis han starter inde, vil det dog være første gang, han gør det i andet end pokalturneringen.

FCM møder den serbiske storklub Røde Stjerne fra Beograd. Du kan læse vores optakt til kampen her.