Video : Tipsbladet
Europa League

Glad Thorup: Vi har nået et af sæsonens store mål

FC København-træner Jess Thorup var glad og stolt over præstationen på udebane i Conference League.

Modstanden var langtfra prangende, men FC København-træner Jess Thorup var alligevel godt tilfreds med udesejren på 4-0 over Lincoln Red Imps fra Gibraltar.

Dermed er FCK videre til ottendedelsfinalerne i Conference League via en førsteplads i gruppen.

- Vi har nået et af sæsonens store mål i aften, i og med at vi allerede nu er klar til 1/8-finalerne efter nytår, siger Jess Thorup til klubbens hjemmeside.

Nu venter der en sjette kamp i turneringen, men den kommer ikke til at få betydning for det videre avancement.

- Vi ved, hvor meget de europæiske oplevelser betyder for alle i og omkring klubben, og se også lige på den opbakning, vi fik fra 4-500 fantastiske fans.

- Nu er vi videre, og så må vi se, hvordan lodtrækningen falder ud til den tid, siger Thorup.

FCK var blandt andre uden sygdomsramte Rasmus Falk og Kamil Wilczek samt skadede Kevin Diks og Carlos Zeca.

- Jeg er glad og stolt over præstationen, for vi var lidt udfordret med skader og sygdom og spillede igen med mange unge spillere. Men 4-0 er meget tilfredsstillende under de her forhold.

- De unge fik igen værdifulde minutter på banen, og det er godt, at de ikke kun får det i Superligaen, men også i Europa, siger Thorup.

Anfører Nicolai Boilesen hæftede sig ved de to tidlige FCK-scoringer, som sikrede en 2-0-føring efter syv minutter.

- Det gik jo, som det skulle. Vi fik en tidlig føring og var i fuld kontrol gennem hele kampen, men vi ville da gerne have lavet de fire mål allerede før pausen, og vi havde jo chancerne til det.

- Men vi ordnede det i anden halvleg, og det var fint, at jeg og et par andre kunne blive sparet lidt.

- De unge fik også masser af værdifuld spilletid og gjorde det rigtig godt hernede, så vi kan kun være tilfredse, siger Boilesen.

/ritzau/