Optakt: Chelsea FC - Malmö FF
Foto: Getty Images
Europa League

Optakt: Chelsea FC - Malmö FF

Der er lagt op til danskeropgør på Stamford Bridge torsdag aften, når Malmö FF skal på en meget svær mission efter 2-1-nederlaget i Sverige i sidste uge.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 21.00
Spillested: Stamford Bridge
Dommer: Orel Grinfeld
På TV: 6'eren

Holdnyt:
Chelsea
Maurizio Sarri var en velrespekteret træner, da han i sommer overtog cheftrænerjobbet i Chelsea efter at have imponeret med Napoli igennem flere sæsoner. Sarri styrede da også London-klubben til fem sejre i sine første fem ligakampe, og italieneren lignede en mand, der skulle have succes på Stamford Bridge. Men her et halvt års tid senere ligner Sarri mere og mere en mand, der står overfor en snarlig fyreseddel. 

I slutningen af januar løb Chelsea ind i et pinligt 4-0-nederlag til Bournemouth, og to uger efter blev det endnu mere pinligt, da Chelsea løb ind i en 6-0-lussing mod Manchester City. Og i mandags blev Sarris tropper så slået ud af F.A. Cup'en, da Manchester United vandt med 2-0 på Stamford Bridge.

Chelsea ligger på sjettepladsen i Premier League, og lige nu tegner det ikke til, at Sarri formår at få holdet tilbage i top-fire. På søndag venter Manchester City i Carabo Cup-finalen, og en sejr her kan muligvis give Sarri lidt pusterum. Succes i Carabao Cup'en vil dog næppe være nok til at redde Sarris job, og derfor er Europa League særdeles afgørende for italienerens fremtid. Hvis Chelsea ryger ud til Malmö FF, kan der ikke være tvivl om, at Sarri mister jobbet. Med en 2-1-sejr i baggagen fra det første opgør er det dog svært at se, at Chelsea skal komme i problemer mod svenskerne. 

Sarri må klare sig uden den skadede Kepa, mens Pedro og Davide Zappacosta er tvivlsomme efter sygdom. 

Malmö FF
Svenskerne står i en yderst vanskelig mission torsdag aften, hvor holdet skal score to gange på Stamford Bridge for at have en chance for at gå videre. Malmö FF var nede med 2-0 efter scoringer af Ross Barkley og Olivier Giroud i det første opgør, inden Anders Christiansen med sin scoring i det 80. minut skabte en flig af spænding forud for returkampen.

Malmö FF har den ekstra udfordring, at den svenske liga først starter i slutningen af marts, og dermed er holdet ikke op i gear på samme måde som Chelsea. Svenskerne viste dog i gruppespillet, at de kan levere resultater på svære udebaner. Således vandt Malmö FF i sidste spillerunde med 1-0 over Besiktas i Istanbul, og sikrede sig dermed avancementet til knockoutkampene.

Karantæner:
Chelsea: Ingen.
Malmö FF: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Chelsea (4-3-3): Caballero - Zappacosta, Cahill, Christensen, Emerson - Kovacic, Barkley, Jorginho - Hudson-Odoi, Giroud, Willian

Malmö FF (4-4-2): Dahlin - Vindheim, Nielsen, Bengtsson, Safari - Traustason, Christiansen, Bachirou, Rieks - Rosenborg, Antonsson

Profilen:
Danske Andreas Christensen har kun fået to Premier League-kampe i denne sæson, men til gengæld har han spillet fuld tid i samtlige af Chelseas syv Europa League-kampe. Danskeren var i januar klar til at forlade Chelsea, men englænderne var ikke interesseret i at lade Andreas Christensen gå.

Vidste du, at...:
Malmö FF kan ikke just siges at tilhøre den europæiske elite i disse år, men svenskerne nåede faktisk Europa Cup-finalen tilbage i 1978/79-sæsonen. Her tabte holdet dog med 1-0 til Nottingham Forest på Olympiastadion i München.

Dom:
Chelsea er i krise, men selv et kriseramt Chelsea-hold bør være i stand til at slå Malmö FF på hjemmebane. Vi tror på en 2-0-sejr til englænderne.

Tidligere indbyrdes opgør, form og resultater: