Video : Tipsbladet
Generelle

Vanvittige tilstande i Napoli: Spillerne hyrer bodyguards og flygter fra ultras

Det er eftersigende stukket helt af i Napoli, hvor klubbens ledelse, træneren og spillerne er i intern krig. Spillerne frygter nu at blive angrebet af klubbens fans, de såkaldte ultras, og derfor har flere nu valgt at hyre bodyguards, mens andre er flygtet fra byen.

Napoli har langt fra fået en optimal start på sæsonen. Holdet, der normalt hører til i toppen af Serie A, befinder sig i øjeblikket på en syvendeplads, og de har ikke fået en sejr i de seneste seks kampe. 

De dårlige resultater førte i første omgang til, at klubbens ledelse i sidste uge krævede, at spillerne deltog i en særlig træningscamp. Det afviste spillerne dog, og derfor arbejder præsidenten, Aurelio De Laurentiis, i øjeblikket på at udforme en bøde, der eftersigende kan løbe op i 25 procent af spillernes løn. Det skriver Football Italia. 

Det er dog ikke kun internt, der udspiller sig en krig i klubben. De passionerede fans finder sig nemlig ikke i de dårlige resultater og den elendige, interne kommunikation. Football Italia skriver, at situationen har fået flere af de såkaldte ultras til at true spillerne med vold. Blandt andet nævner mediet, at de to midtbanespillere Allan og Piotr Zielinski har været udsat for kriminalitet. 

Truslerne har angiveligt fået flere spillere til hyre bodyguards, der skal passe på dem i døgndrift. Yderligere skriver Football Italia, at Lorenzo Insignes kone er flygtet fra byen i ren og skær frygt. 

De næste to uger er klubbens spillere på landsholdstjeneste, og det skal blive spændende at se, om det kan få tingene til at falde til ro.