Video : Tipsbladet
Generelle

United-stjerne raser mod medierne: Brug ikke mit navn til den slags

Bruno Fernandes er ved at være træt af de mange usande historier om ham i medierne.

Tidligere på ugen har der i den engelske presse været spekulationer om, at Bruno Fernandes har 'mistet tiltroen' til Ole Gunnar Solskjær. 

Det er dog det rene vås, lyder det nu fra portugiseren.

- Der har været mange spekulationer om det. Først skrev de, at jeg skændtes med mine holdkammerater. Da det viste sig ikke at holde vand, sagde de, at jeg kun skændtes med én holdkammerat (Victor Lindelöf, red.). Da det heller ikke viste sig at holde vand, siger de så, at jeg skændes med Solskjær, lød det ifølge Sport TV fra Fernandes efter Portugals 3-0-sejr over Sverige onsdag. 

- Jeg mener, at det er et forsøg på at destabilisere truppen. Det, der er blevet sagt, er på ingen måde sandt. Jeg blev udskiftet i pausen (af 6-1-nederlaget til Tottenham, red.), det er sandt. Men det var en taktisk beslutning. Træneren sagde til mig, at kampen stort set var forbi, og at vi har mange kampe foran os. Fint nok. Jeg var ikke glad, men jeg sagde ikke noget, der kunne skade truppen. 

Forud for lørdagens udekamp mod Newcastle valgte Fernandes således at komme med en klar besked til pressen.

- Brug ikke mit navn eller mine holdkammeraters eller træners navn til at skabe ballade i Manchester United. Stemningen er god, og holdet er klar til at revanchere sig i den næste kamp.