Video : Tipsbladet
Landshold

Mohamed Salah og Egypten avancerer med smal sejr

Den afrikanske rekordholder, Egypten, er klar til knockoutkampene efter en smal 1-0-sejr over Sudan.

Mohamed Salah og Egypten er videre til ottendedelsfinalerne ved Africa Cup of Nations i Cameroun.

Onsdag slog holdet Sudan med 1-0 i sin sidste gruppekamp, og det rækker til andenpladsen i gruppe D.

Egypten er med syv titler den mest vindende nation ved de afrikanske mesterskaber gennem tiderne.

Nigeria, der allerede inden dagens kampe var sikret førstepladsen, slog i gruppe D's anden kamp Guinea-Bissau med 2-0 og slutter dermed med maksimumpoint som det eneste mandskab på tværs af de seks grupper.

Den egyptiske sejr sikrer samtidigt både Kap Verde og Malawi pladser i knockoutfasen, da de nu begge er sikre på at slutte blandt de fire bedste treere.

Egypten var sikret andenpladsen med bare en uafgjort, men det forhindrede ikke holdet i at trykkede på og dominere det meste af kampen mod Sudan.

Holdet havde chancer til flere mål, men skarpheden var en mangelvare.

Mohamed Salah havde blandt andet en pænt stor chance, men Liverpool-stjernen står fortsat kun noteret for den scoring, som han lavede i holdets 1-0-sejr over Guinea-Bissau.

Matchvinder blev i stedet den 22-årige forsvarspiller Mohamed Abdelmonem, som efter 35 minutter headede bolden i nettet efter et hjørnespark.

Torsdag færdigspilles gruppe E og F, og derefter er de 16 hold i ottendedelsfinalerne fundet.

Egypten skal op mod vinderen af gruppe E, mens Nigeria møder en endnu ukendt treer.

/ritzau/