Video : Tipsbladet
Landshold

Schmeichel: Eriksen knytter os sammen for evigt

Kasper Schmeichel kan stadig se tilbage på EM sidste sommer med en blanding af alle mulige slags følelser.

Christian Eriksens hjertestop under EM sidste sommer har været med til at knytte spillerne på fodboldlandsholdet sammen for evigt. Det har også givet et bedre forhold til fansene.

Det mener Kasper Schmeichel, som tydeligt husker sidste års begivenheder, hvor Eriksen overlevede et hjertestop i Parken.

Schmeichel bliver i Ben Fosters podcast, The Fozcast, spurgt til sidste års oplevelser under EM.

- Vi er en gruppe af spillere, som blev knyttet sammen for evigt. Vi blev også knyttet tættere sammen med vores land og fans. Det er noget, jeg aldrig har oplevet før. Og det er blevet ved, siger Schmeichel.

Leicester-målmanden forklarer i podcasten, at spillerne på EM-holdet blev rystet tættere sammen af oplevelsen med Eriksen, der kollapsede i den første kamp mod Finland.

Danmark tabte kampen mod finnerne og også den næste mod Belgien. Men siden nåede holdet helt frem til EM-semifinalen, og undervejs oplevede Schmeichel et tættere bånd til fansene, som er blevet der lige siden.

- Kærligheden fra fansene til landsholdet er der stadig. Vi har begået fejl før med fansene. Vi var ikke åbne nok over for fansene, og vi var ikke gode nok til at interagere med fansene.

- Nu har vi en fælles ting, som har bundet os sammen. Der er intet bedre end at spille på landsholdet nu. Jeg er så stolt af, hvor vi er, efter alt det vi har været igennem, siger Schmeichel.

Han nævner også Lars Høghs dødsfald sidste år efter en lang kamp mod kræft. Afskeden med legenden og målmandstræneren har også været med til at knytte spillerne på landsholdet tættere sammen.

Desuden forklarer Schmeichel, at han undrer sig over, at større klubber ikke sendte bud efter Eriksen i januar, hvor Brentford endte med at hente midtbanespilleren.

- Der er intet galt med ham. Han er stadig den samme spiller. Der er intet at være nervøs for. Han er stadig Christian Eriksen, lyder det fra Schmeichel.

/ritzau/