Video : Tipsbladet
1. division

EfB'er: Hyballa er faktisk en fantastisk træner

Det menneskelige aspekt er i vejen for Peter Hyballa, der rent taktisk er en glimrende træner. Sådan lyder det fra Esbjerg-spiller.

Esbjerg fB har i denne sæson formået at levere stof nok til en hel gyserfilm, og i sidste uge kulminerede elendighederne med en nedrykning til 2. division.

Hvis man skruer tiden nogle måneder tilbage, startede det hele med ansættelsen af Peter Hyballa.

Den tyske cheftræner, der terroriserede sine omgivelser, er et velbeskrevet blad, og det blev som bekendt kun til et kort ophold på vestkysten. Peter Hyballa har fået massiv kritik for sin gøren og laden i EfB.

Islændingen Isak Olafsson er for så vidt enig, men han fastslår, at alt ikke er skidt, når det gælder Hyballa.

- Det kunne ikke fungere, men det sjove er, at hvis han bare koncentrede sig om kegler og træningsøvelser, så er han rent faktisk en fantastisk træner. Han er også en dygtig fodboldspiller, men det menneskelige aspekt mangler, siger Olafsson til fotbolti.net.

Han bakker op om de mange fortællinger, der mere eller mindre fremstiller Peter Hyballa som en tyran.

- Han forsøgte at nedbryde alle, men hvis man viste ham, at man ikke kunne nedbrydes, gik han videre til den næste i rækken. Han forsøgte virkelig at fælde mig, men man skulle bare lade det passere, lyder det fra Olafsson.

Ekstra Bladet kunne i avisens dækning af sagen fortælle, at Peter Hyballa blandt andet skal have kaldt Isak Olafsson for en "shit defender" under et træningspas. Det forklarede den daværende Esbjerg-træner på følgende måde:

- Jeg husker ikke helt episoden, men jeg mener, jeg sagde til Isak Olafsson, at det var en lorteberøring. Det var mig, der ville have Isak til klubben, og vi har talt om situationen. Han har forsikret mig om, at han ikke følte sig skidt behandlet, lød det fra Hyballa.

Peter Hyballa har siden afskeden i Esbjerg fB også været cheftræner Türkgücü München i Tyskland, men heller ikke her blev han ret længe. I øjeblikket er han uden arbejdsgiver.