Video : Tipsbladet
Superliga

FC København gav Brøndby bøllebank i derby

Spanske Pep Biel lynede tre gange, da FC København nedsablede sin ærkerival med 4-1.

FC København spillede søndag rollen som ubarmhjertig bøddel, da holdet tævede ærkerivalen, Brøndby IF, 4-1 i Parken.

Den spanske frontløber Pep Biel blev med et hattrick kampens helt store oplevelse, men generelt var værterne på alle markpladser total overlegne.

Med sejren retter FCK lidt op på sin vaklende sæsonstart i Superligaen. Seks point efter fire kampe er et mere end mesterskabsrivalen FC Midtjylland, men seks mindre end førende FC Nordsjælland.

Brøndby er placeret i den tunge ende, og tre point er holdets ringeste høst efter fire runder i de seneste ni år.

Tilbagevendte Mohamed Daramy spillede de første 68 minutter på FCK's venstre kant, og han viste i glimt prøver på de kvaliteter, som Ajax for et år siden betalte næsten 90 millioner kroner plus bonusser for.

Lejespilleren fremtvang blandt andet den ripost, som Pep Biel scorede sit tredje mål på.
Efter en periode uden udefans til derbyerne var de søndag tilbage, og det gav en heftig og intens kulisse med knap 33.000 tilskuere og masser af larm fra begge endetribuner.

Det passede tilsyneladende hjemmeholdets spillere bedst. De kom i hvert fald flyvende fra land.

Brøndby indledte godt nok opgøret med masser af boldbesiddelse, men det forhindrede ikke FCK i at stresse og nærmest blæse gæsterne omkuld takket være et velfungerende pres og hurtigt spil.

FCK-træner Jess Thorup kunne med tilfredshed se sit hold skabe en god håndfuld store chancer i åbent spil i første halvleg, men åbningsmålet kom efter et hjørnespark.

Kampens FCK-kaptajn, Rasmus Falk, daskede således til en nedfaldsbold efter 13 minutter og hævede efter en afretning lydniveauet på tre af fire tribuner i Parken betragteligt.

Det faldt dog allerede fem minutter senere, da amerikanske Christian Cappis upresset kanonerede Brøndby på omgangshøjde med et fladt langskud, som FCK-keeper Karl-Johan Johnsson nok skulle have gjort mere ved.

Trods optræk til mere var det Brøndbys eneste afslutning inden for rammen i de første 45 minutter.

FCK var langt mere direkte og produktiv, og det gav pote i det sidste kvarter inden pausen.

Pep Biel lynede først med hovedet efter en ripost og siden efter stopper Denis Vavros indlæg, så den stod 3-1, da aktørerne traskede mod omklædningsrummene.

Kampbilledet ændrede sig ikke væsentligt i anden halvleg. FCK moste på, og efter godt en times spil fuldførte Pep Biel sit hattrick efter endnu en ripost fra Brøndbys ellers bedste mand, målmand Mads Hermansen.

Herefter tog FCK foden en smule fra speederen, og kampen ebbede ud med 4-1 på tavlen.

Det er et betydeligt hak i selvtilliden hos Brøndby-holdet, som torsdag spiller returkamp mod Basel i Conference League med en 1-0-sejr fra hjemmekampen som udgangspunkt.

FCK har fredag besøg af Randers FC i sin næste kamp.

Søndagens opgør var derby nummer 100 mellem holdene i Superligaen. FCK står noteret for 49 sejre. Brøndby har vundet 28, og 23 gange er det endt med pointdeling.

Biels hattrick var desuden det første nogensinde i de 100 derbyer ifølge danskfodbold.com.

/ritzau/

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.