Video : Tipsbladet
Landshold

Hjulmand udpeger fire boblere til VM-truppen

Kasper Hjulmand har navngivet fire profiler fra U21-landsholdet, som stadig kan nå at kæmpe sig med til VM i Qatar.

Der er mange navne, der giver sig selv i den VM-trup, Kasper Hjulmand snart skal udtage, men skader til etablerede navne kan stadig nå at åbne døren for mindre højtprofilerede spillere. 

Kasper Hjulmand arbejder med en bruttoliste på mellem 40 og 50 navne, der er i spil til Danmarks VM-trup, hvor der kun er plads til 26 spillere. 

Og overfor Ekstra Bladet har Kasper Hjulmand sat navn på fire spillere fra U21-landsholdet, der stadig har mulighed for at komme med til VM i Qatar. 

- Det bliver svært at undgå skader, derfor ser vi os også vidt omkring. Vi arbejder med en bruttoliste på 40-50 spillere. Samtidig skal der også være plads til dem, der rammer en superform og kommer bagfra. Matt O’Riley, Maurits Kjærgaard, Victor Kristiansen og Mohamed Daramy er spillere, som kan nå at spille sig ind i VM-varmen, lyder det således, ifølge Ekstra Bladet, fra Kasper Hjulmand. 

O'Riley, Kjærgaard, Kristiansen og Daramy var alle i aktion tirsdag aften, da Danmarks U21-landshold tabte til Kroatien efter straffesparkskonkurrence og dermed ikke kvalificerede sig til næste sommers EM-slutrunde. 

A-landsholdet mødes næste gang mandag den 14. november, og Danmarks første kamp under VM-slutrunden er mod Tunesien tirsdag den 22. november. 

Læs også: Tipsbladets bud: Her er Danmarks VM-trup