Hvor spiller Lionel Messi i næste sæson?
Det ved ingen endnu, men argentineren hælder angiveligt klart til at at blive i Paris efter sommerferien.
Sådan lyder det i hvert fald fra den spanske avis Sport, der skriver, at Lionel Messi lige nu foretrækker at blive i Paris Saint-Germain frem for at rykke retur til Barcelona eller skifte til USA.
Ifølge Sport ønsker Lionel Messi at blive i Paris Saint-Germain, fordi argentineren er overbevist om, at han stadig kan kæmpe med om de store trofæer. Derudover forlyder det, at Messi kommer godt overens med både holdkammeraterne og ledelsen i den parisiske klub.
Sport skriver, at Messi allerede har klaret den sværeste ting, hvilket var at tilpasse sig til tilværelsen i den franske klub. Den syvdobbelte Ballon d'Or-vinder er angiveligt tilfreds i Paris og ser derfor ingen grund til at skifte. I sin kontrakt med Paris Saint-Germain har Messi da også en option på en et-årig forlængelse.
I weekenden kom det ellers frem, at Barcelona er interesseret i at lokke Messi tilbage allerede til januar. Men den plan kan den catalanske klub, der i øvrigt skal spille Europa League til foråret, tilsyneladende godt glemme alt om.
Den 35-årige Lionel Messi er i denne sæson noteret for 12 mål og 13 assister i 17 kampe for Paris Saint-Germain.