Video : Tipsbladet
Skandinavien

Disse klubber vil købe Carlo Holse

Tidligere FC København-spiller og nuværende profil i Rosenborg er på blokken i et par klubber.

Han har været en stor profil for Rosenborg BK i denne sæson, og pilen pegede mod, at danske Carlo Holse, der kom til den norske klub fra FC København, ville blive solgt i det kommende transfervindue.

Men nu kan en skade have sat en stopper for 23-årige Carlo Holses drøm om at komme til udlandet lige med det samme.

Danskeren er knæskadet, og ifølge Adressaavisen kan det spærre ben for et skifte.

Carlo Holse har ellers været strålende i den norske sæson, der netop er slut. 16 assister og tre scoringer blev det til i 28 kampe, og dermed har Carlo Holse vist sig fra sin bedste side.

Ifølge Adressaavisen er der konkret interesse i Carlo Holse fra amerikanske New York City FC og fra hollandske Vitesse. De to klubber lurer på muligheden for at hente Holse, der spiller som offensiv midtbane for Rosenborg BK.

En anden dansker skal i øvrigt også have sin fremtid afklaret i de kommende uger, for Victor Jensen vender efter planen retur til AFC Ajax i januar. Spørgsmålet er, om Rosenborg BK har pengene til at købe lejesvenden fri af AFC Ajax, og om man kan få overtalt Jensen til at fortsætte i klubben.

Rosenborg BK endte sæsonen i det norske på tredjepladsen.