Video : Tipsbladet
Skandinavien

River kontrakten over: Frederik Holst er færdig

Frederik Holst har fået revet sin aftale med Lillestrøm over.

I knap et år har Frederik Holst optrådt for norske Lillestrøm.

Nu slutter opholdet så to år før tid, da Lillestrøm og Frederik Holst er blevet enige om at gå hver til sit. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

- Det er en skam, at det ikke gik, som både jeg selv og Lillestrøm havde håbet. Jeg har nydt min tid her i klubben med de bedste fans i Norge. Jeg ønsker LSK alt det bedste i fremtiden, og jeg tror, at det vil gå godt for alle parter fremadrettet, siger Frederik Holst om bruddet.

Den 28-årige midtbanespiller, der blandt andet har en fortid i Brøndby IF, forlader klubben efter 16 kampe, hvor han primært er blevet brugt som indskifter. De seneste mange måneder har Holst siddet ude med en skade.

Det er ikke første gang, at Frederik Holst henover de seneste sæsoner bryder kontrakten med sin arbejdsgiver. I Elfsborg forlod han også før tid, da han gerne ville hjem til Danmark.

Imidlertid endte det med et skifte til Lillestrøm, hvor opholdet altså nu er slut. Siden Frederik Holst forlod Brøndby IF i 2017 har han været forbi Sparta Rotterdam, Elfsborg og Lillestrøm.

Han har optrådt 126 gange i Superligaen i løbet af sin tid i Brøndby IF. Nu står fremtiden åben for Frederik Holst, der skal på klubjagt til januar.