Video : Tipsbladet
Champions League

Afslører: Betalte ikke én krone for Cancelo

Bayern München er sluppet billigt for at leje verdensstjernen.

Et godt netværk kan ofte svare sig. 

Det kan det både, hvis man leder efter et nyt arbejde, en bolig, men så sandelig også en ny fodboldspiller. Det sidste kan Bayern München skriver under på, for det var via et godt netværk mellem Bayern München og Manchester City, at det lykkedes den tyske klub at leje verdensstjernen Joao Cancelo for resten af sæsonen.

Her har Bayern München fået en glimrende aftale, for klubben har ikke betalt en eneste krone for at leje Cancelo. Det bekræfter klubbens sportsdirektør Hasan Salihamidzic til BILD-journalisten Christian Falk. Det er ellers ganske normalt, at klubber betaler en pris for at leje spilleren, et såkaldt loan fee, men det har Bayern München ikke behøvet på grund af de to klubbers tætte forbindelse.

Til sammenligning betalte Chelsea angiveligt 9 millioner pund for bare at leje Felix i Atlético Madrid for et halvt år. 

Det gode netværk mellem Bayern München og Manchester City kommer ifølge Daily Mail fra dengang, Manchester-klubben solgte Leroy Sane til den tyske storklub. Det lukrerede begge klubber på, og det er også forhåbningen, at de gør det i tilfældet med Cancelo. 

Netværket kan igen komme særligt Bayern München til gavn i fremtiden. I lejeaftalen er der aftalt en ikke-obligatorisk købsoption på 61 millioner pund for Cancelo, og her har Bayern klart sagt, at man ikke skal regne med, at Cancelo købes til den pris. Det er der ganske enkelt ikke penge til. Derfor hersker der et håb i klubben om, at man kan forhandle prisen ned med Manchester City. Dette må tiden vise, når sommeren nærmer sig.

Der meldes ikke noget om, hvorvidt Bayern München dækker Cancelos fulde lønudgifter, men det forventes de at gøre med tanke på, at de ikke har betalt for at leje ham.