Video : Tipsbladet
Landshold

Kasper Schmeichel: Alt bliver gjort til en fiasko

Kasper Schmeichel fastslår, at nederlaget til Kasakhstan er for dårligt, men han appellerer samtidig til, at man er påpasselig med at dømme landsholdet for hårdt.

Kasakstan har aldrig leveret et flottere resultat på fodboldbanen, end nationen gjorde søndag. Desværre var det Danmark, det gik ud over. 

Kasper Hjulmands tropper tabte 2-3 til lilleputnationen, selv om de rød-hvide var foran 2-0 undervejs, og dermed er landsholdet atter kommet i kritisk lys efter lidt fred og ro mod Finland. 

Kasper Schmeichel fastslår, at resultatet mod Kasakstan slet ikke er godt nok, men inden alt for mange finder høtyvene frem, beder målmanden om, at man bedømmer landsholdet på et lidt mere overordnet plan. Ikke mindst i forhold til Kasper Hjulmand.

-  Det hele bliver gjort til fiasko og skandale, fordi I gerne vil lægge det sammen med VM. Vi skal være påpasselige og tænke os om. For tager vi den udvikling, vi har haft, siden Kasper kom til som landstræner, så har meget været positivt. Men igen: Der er ingen undskyldninger. Vi skal være bedre, end det vi viste i anden halvleg. Det var slet ikke godt nok, siger Schmeichel ifølge Ekstra Bladet.

Søndagens nederlag i Kasakhstan betyder, at Danmark er på andenpladsen i gruppen med tre point op til Slovenien, der har gjort rent bord i de første to kampe. Nummer et og to i gruppen kvalificerer sig til EM i Tyskland næste år.

Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen mener, at noget er helt galt med landsholdet - læs hans kommentar her.