Video : Tipsbladet
Landshold

Ung udlandsdansker kan snart få landsholdsdebut

Morten Wieghorst er imponeret over den unge danskeres udvikling og fortæller, at han har gode udsigter til landsholdsfodbold.

Danske Matt O'Riley har i en længere periode været med i samtalen om det danske landshold.

Celtic-spilleren har endnu ikke modtaget et opkald fra Kasper Hjulmand, men den unge danskers chancer ser gode ud fremadrettet, fortæller Danmarks assistenttræner, Morten Wieghorst, til Football Scotland. 

- Matts udvikling ser rigtig god ud. Han ser ud til at vinde titlen med Celtic, og det er rigtig godt. Det, der normalt sker, er, at hvis du vinder mesterskabet, kommer du også til at spille international fodbold. Så fra vores synspunkt ser det godt ud, fortæller han. 

Da danskeren kom til klubben sidste vinter havde han svært ved at blive fast mand op holdet, men efter skader til to midtbanekonkurrenter er den 22-årige midtbanespiller blevet en nøglespiller for "The Bhoys".

O'Riley, der har dansk mor og engelsk far, har optrådt 65 gange for den skotske mesterklub, hvor han har kvitteret med otte mål og 14 assists.

På trods af de lovende takter har han endnu ikke fået sin A-landsholdsdebut, omend han har tørnet ud for det danske U21-landshold.

Der er også en særlig grund til, at han har haft svært ved at bryde igennem på Hjulmands mandskab, fortæller Wieghorst. 

- Konkurrencen på midtbanen er stor, og han er oppe mod engelske Premier League-spillere, så det skal vi huske, fortæller han. 

O'Riley har hård konkurrence på den danske midtbane, der er fyldt med store profiler som Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Christian Nørgaard og Mathias Jensen.