Video : Tipsbladet
Superliga

Sender dansk topscorer til FC Midtjylland

FC Midtjylland bør vende blikket mod den næstbedste række, hvor Sønderjyske har en utrolig spændende spiller på kontrakt, mener Kenneth Emil Petersen.

FC Midtjylland går en afgørende sommer i møde. 

Klubben skal ramme plet på transfermarkedet, så denne sæson, der har været en stor skuffelse, bliver en enlig svale. 

Klubben står dog over for den store udfordring, at man med stor sandsynlighed vinker farvel til stjernespilleren Gustav Isaksen. Han skal erstattes, og en potentiel afløser kan ifølge Viaplay-ekspert Kenneth Emil Petersen rende rundt i den næstbedste danske række. 

Han peger helt konkret på Sønderjyske-spilleren Emil Frederiksen, der er topscorer i NordicBet Ligaen med 13 sæsontræffere. Ham bringer 'KEP' på banen i Viaplay-programmet 'Transfer'.

- Han er alt for god til at spille i 1. division, siger den tidligere Superliga-stopper, hvorefter han nævner FCM som en oplagt destination:

- Han har ikke samme speed som Gustav Isaksen, men han har noget, som FC Midtjylland godt kan bruge, og noget som mange Superliga-klubber kan bruge. Jeg kan se Emil Frederiksen i rigtig mange Superligaklubber med den kvalitet, hans venstreben og hans flair for spillet. Så er hans relationelle færdigheder også topgode. 

- Jeg synes, han skal ryge til FC Midtjylland. Det er ikke for højt et skridt, konkluderer han.

Hans medekspert Jesper Thygesen er ikke i samme grad overbevist. Han peger blandt andet på, at Emil Frederiksen allerede har 58 Superligakampe på CV'et, hvor han kun har nettet fire gange.

Derudover drager han sin egen spillerkarriere ind i spekulationerne.

- Han er 22 år og har haft en god sæson i NordicBet Ligaen. Han har scoret 13 mål og lavet otte assists. Det gjorde jeg som 34-årig. Det kan alle gøre. Jeg var 34 og færdig, men alligevel scorede jeg 13 mål i den næstbedste række. Havde han scoret 26 mål... Vi snakker altså om en klub, som vil op og hive FCK i hælene. Jeg håber, det kan lade sig gøre, for jeg kender Emil. Han er en skøn fyr og har virkelig nogle finurlige tekniske skills, påpeger han. 

Også OB bliver nævnt som et bud på en klub, der bør vende blikket mod Sønderjyske til sommer.

Se hele snakken om Emil Frederiksen i afspilleren over artiklen.