Video : Tipsbladet
1. division

Fredericia-boss om FC Midtjylland: Vi skal holde et møde

FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, vil holde et møde med FC Midtjylland, når sæsonen er ovre for at få afklaret nogle ting.

Der har været stor kamp om topplaceringerne i 1. division i denne sæson, og indtil den seneste spillerunde havde FC Fredericia stadig chancen for at sikre sig oprykning til Superligaen.

Den chance blev dog ødelagt, efter at de i weekenden tabte til FC Roskilde, og det er ikke længere matematisk muligt for klubben at ende blandt de tre øverste i rækken og spille om oprykning.

I stedet kan de begynde forberedelserne til næste sæson, og det indebærer blandt andet et møde med FC Midtjylland, når midtjyderne har spillet sæsonen færdig. Det fortæller Fredericias direktør, Stig Pedersen, til Fredericia Avisen.

- FC Midtjylland skal lige spille sæsonen færdig, og så skal vi holde et møde, inden vi går på ferie, hvor vi skal have afklaret flere ting, siger Stig Pedersen.

FC Fredericia har i denne sæson haft fire FC Midtjylland-spillere tilknyttet i form af Henry Uzochukwu, Victor Torp, Michael Baidoo og Sebastian Buch, og deres fremtid er formentlig en af de ting, der skal afklares på mødet.

Stig Pedersen vil dog ikke fortælle, om de er interesseret i at holde på nogle af spillerne, og understreger, at spillerne selv, spillernes agenter og FC Midtjylland også har noget at skulle have sagt.

FC Fredericia er før sidste spillerunde nummer seks i 1. division, og de tager imod Hvidovre IF i sidste spillerunde.