Hjørring tror på licensfornyelse
Illustration
1. division

Hjørring tror på licensfornyelse

FC Hjørring har anket DBU's beslutning om at tvangnedrykke klubben, og nu har man styr på økonomien.

FC Hjørring har spillemæssigt sikret endnu en sæson i landets næstbedste række, NordicBet Ligaen, men uden for banen har det været så store problemer, at DBU for godt to uger siden fratog klubben licensen til NordicBet Ligaen. Beslutningen, der betyder nedrykningen til 2. division, blev anket af FC Hjørring.

Klubbens økonomi var ikke tilfredsstillende, men siden har klubben fået styr på det økonomiske aspekt.

- DBU's krav var, at egenkapitalen skulle være mindst 25 procent af vores lønudgifter. Via bred opbakning fra sponsorer i hele Vendsyssel er vores egenkapital nu 35 procent af lønudgifterne, så vi er i mål, siger formand Henrik Sørensen ifølge Nordjyske.dk.

Han forklarer, at FC Hjørring i den kommende uge vil være i tæt kontakt med DBU for at undgå misforståelser, men at man samtidig forventer at få fornyet licens, således at FC Hjørring igen i næste sæson vil være at finde i landets næstbedste række.

Der mangler at blive spillet en enkelt runde i NordicBet Ligaen, her får FC Hjørring besøg af topholdet FC Vestsjælland.