Video : Tipsbladet
1. division

Køge-boss om kontrakt med 35-årig: Stod det til ham, spillede han ti år endnu

Den rutinerede forsvarsspiller Jean-Claude Bozga har underskrevet en ny kontrakt med HB Køge.

Jean-Claude Bozga har spillet mere end 80 kampe i HB Køge, og han håber på at spille langt flere.

Nu er hans udsigter til at opnå det blevet væsentligt bedre, eftersom han netop har forlænget sin kontrakt med HB Køge frem til sommer. Parterne stod ellers til at skulle skilles herfra årsskiftet.

Klubbens direktør Per Rud slår fast, at Jean-Claude Bozga ikke virker som en mand, der er på vej på pension, på trods af alderen på de 35 år.

– Nu vi har fået en ny træner, så skal vi ikke ind og revolutionere noget – men i stedet huske at holde fast i det, der virker. Samtidig har vi selvfølgelig kigget på Bozgas dåbsattest og når spillere når hans alder, er det ikke unormalt at skrive kortere kontrakter – men stod det til ham, så spillede han fortsat på højeste niveau ti år endnu. Det er dejligt med gåpåmod og han er en fast, vigtig del af holdet, siger Per Rud i en pressemeddelelse.

Bozga kom til HB Køge i sommeren 2017 fra FC Vestsjælland.