Video : Tipsbladet
1. division

Næstved efter dommerbrøler: Hvis Viborg vil spille omkamp, slår vi dem bare

Næstved Boldklub tager Viborg FF's protest med ophøjet ro. Sportschefen afventer disciplinærinstansens kendelse, og hvis den ender med en omkamp, må Næstved jo bare sørge for at tage alle point.

En af de mest elementære regler i fodbold er, at to gule kort medfører et rødt. Og dermed udvisning. Det slap Næstved BK's Stefan Vico dog for, da holdet mødte Viborg FF søndag eftermiddag.

Forklaringen er, at dommeren ikke fik noteret den første advarsel. Men det gjorde Viborg, der siden har nedlagt protest og forlangt omkamp. Det oprindelige opgør endte 2-2, men i Næstved tager de udsigten til potentielt at miste det ene point med ophøjet ro.

Læs også:Dommerbrøler i NordicBet Ligaen: Viborg kræver omkamp

Muligheden for, at Næstved vinder den eventuelle omkamp, er jo også til stede.

- Hvis Viborg vil herover og spille igen, må de jo tage turen igen. Og så slår vi dem bare og får to point mere, siger Næstveds sportschef, Peter Dinesen, til sn.dk.

Læs også:Udlejet AGF-back udgik i 1. divisionsdebut: Man skal lige omstille sig

Stefan Vico fik sit andet gule kort i overtiden af kampen, så det er begrænset, hvor mange overtidsminutter Viborg gik glip af. Sportschef Jesper Fredberg argumenterer alligevel for, at det var nok til en omkamp.

- Vi havde ikke indgivet denne protest, hvis vi ikke havde en klar forventning om, at kampen skal spilles om. Mange mål scores til sidst i kampen, og vi havde haft en fordel i de sidste minutter, hvis vi havde været en mand i overtal, siger Fredberg til TV3 Sport.

Nu skal Fodboldens Disciplinærinstans afgøre, hvad næste skridt bliver.

Læs også:Næstved tog sen sejr i sjællandsk bundbrag i 1. division