Officielt: Lasse Petry skriver med Lyngby
Foto: Lyngby Boldklub
1. division

Officielt: Lasse Petry skriver med Lyngby

Lasse Petry skifter til Lyngby Boldklub.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Lasse Petry har den seneste tid trænet med i Lyngby Boldklub, og her har han nu også skrevet under på en aftale, der løber frem til nytår. 

Det meddeler Lyngby Boldklub på deres hjemmeside. 

Ifølge klubbens sportsdirektør, Birger Jørgensen, har Petry også været i kontakt med flere udenlandske klubber, og han betragter derfor handlen som et scoop. 

- Det her er et scoop for Lyngby. Flere udlandske klubber taler med Lasse pt., og vi har da også givet ham muligheden for at gå, hvis tilbuddet kommer lige om hjørnet. Men Lasse vil Lyngby, og derfor kører vi på nu. 

- Lasse  er en spiller, der har vist, at han har Superliga-niveau, og det der har plaget ham, det har været skader. Han har dog trænet med på fuld blus den seneste tid, og der har vi set muligheden for et godt match, hvor han vil kunne hjælpe til hos os fra første dag. Lasse har prøvet meget forskelligt i sin karriere, og vi er sikker på, at han vil kunne løfte kulturen både til træning og kamp, og han vil kunne hjælpe spillerne omkring sig, lyder det fra sportsdirektøren.

Ligeledes er det en handel, der glæder cheftræner Mark Strudal. Han kender Petry fra deres fælles tid i FC Nordsjælland. 

- Jeg kender jo Petry fra tidligere i min karriere, og jeg ved, at det er en spiller med en ekstrem god teknik. Han kan tage bolden til sig under pres, og hans passingsspil og overblik er på et højt niveau, hvilket er vigtigt, da det er et af de områder, som vi skal forbedre os. Han har også været længe i gamet, og han ved, hvad det betyder at være professionel fodboldspiller, og han kan være med til bidrage til kulturen herude. Udover det er han en vellidt fyr, og vi har set, at han kunne passe godt ind i gruppen, både i forhold til hans person og hans alder, fortæller Strudal.

Den 25-årige midtbanespiller, der har været hårdt ramt af skader i karrieren, nåede 104 kampe for FC Nordsjælland. I sidste sæson spillede 11 kampe for bronzevinderne.