Video : Tipsbladet
1. division

Vendsyssel slår FC Fredericia efter sen scoring

Vendsyssel FF og Nykøbing FC hentede begge sejre i 1. division søndag eftermiddag.

1. division er i gang igen, og søndag eftermiddag skulle Superliga-nedrykkerne Vendsyssel FF i aktion for første gang i den nye sæson, da de var på besøg hos FC Fredericia.

Og her fik Superliga-nedrykkerne en god start på sæsonen. De sikrede sig alle tre point, da de efter to sene scoringer vandt 2-1.

Kampens første scoring blev sat ind af FC Fredericias Anders Holvad efter knap 36 minutter, og den føring holdt indtil midtvejs i anden halvleg, hvor Vendsyssel udlignede. Det gjorde de ved Emmanuel Ogude.

Vendsyssel FF sikrede sig i sidste ende også alle tre point, da de fem minutter før tid scorede til 2-1, som blev kampens resultat. Det mål stod Tiemoko Konate for. 

Der var også 1. divisions-fodbold på menuen i Nykøbing, hvor Nykøbing FC tog imod HB Køge, og her var det værterne, der trak det længste strå i en målrig affære. I første halvleg scorede Nykøbing FC’s Magnus Warming to gange, mens Mathias Kristensen gjorde det til 3-0 knap et kvarter før tid. HB Køge fik reduceret i slutminuterne, men det var ikke nok til at ændre kampens udfald, og opgøret sluttede med en 3-1-sejr til Nykøbing. 

Både Vendsyssel FF og Nykøbing FC rykker op på siden af Viborg FF i toppen af rækken med tre point på kontoen efter én kamp.