Video : Tipsbladet
1. division

Viborg FF har brug for hjælp: Sælger øl leveret af en spiller

Viborg har brug for hjælp, og fans kan nu hjælpe ved at købe en øl fra klubben, som vil blive leveret af en spiller.

Coronavirus-pandemien har sat en stopper for fodbold verden over, og det har samtidig sat flere klubber i økonomiske problemer. En af de klubber, der er påvirket af krisen, er Viborg FF.

NordicBet Ligaens nummer to kan således mærke konsekvenserne af virussen, og derfor beder de nu om hjælp fra deres fans. Det meddeler Viborg på sin hjemmeside.

- Ligesom resten af samfundet og erhvervslivet er vi nemlig hårdt ramt af coronakrisen. Men vi kæmper. Som det altid har ligget i vores dna. Og vi tror på, at vi nok skal komme stærkt ud på den anden side, så vi igen kan grine, græde og juble sammen omkring fodboldoplevelser på Energi Viborg Arena. Så vi igen kan drømme stort. Også om oprykning, skriver Viborg FF.

Viborg udbyder af den grund fem forskellige støttepakker, som koster henholdsvis 100, 250, 500, 1.000 og 5.000 kroner. Fælles for alle støttepakkerne er, at de indeholder en billet til den førstkommende hjemmekamp med tilskuere.

Den dyreste støttepakke indeholder imidlertid også en del andet. Man vil nemlig få leveret en ølpakke af en af en klubbens spillere, mens man blandt andet også vil få en speciel Viborg-trøje.

Viborg FF oplyser, at de drømmer om at skaffe to millioner kroner.

Du kan læse mere de fem forskellige støttepakker på Viborgs hjemmeside.